For lidt mere end 15 år siden var de rivaler i Premier League, hvor Roy Keane spillede for Manchester United, og Didier Deschamps spillede for Chelsea. Søndag stod de over for hinanden på sidelinjen, da Frankrig med en 2-1 sejr over Irland spillede sig videre til kvartfinalen ved EM.

Roy Keane, der er Martin O'Neills assistent på det irske landshold, er blandt andet kendt for sit meget iltre temperament, som både spillere, trænere og journalister gennem tiden har fået lov at opleve.

Da Irlands midtbanespiller Jeff Hendrick i en nærkamp med Paul Pogba fik, hvad der lignede et ordentligt trælår, lå han længe i græsset og ømmede sig. Mens han fik behandling på banen, begyndte de franske fans at pifte, fordi han lå ned. På dette tidspunkt førte Irland kampen.

På sidelinjen var Roy Keane dog hurtig til at forsøge at lukke munden på de folk, der mente, at der var tale om skuespil.

»Han er f****** skadet! Han er f****** skadet!« råbte den rasende Manchester United-legende fire-fem gange, da Jeff Hendrick stod og gjorde sig klar til at komme tilbage på banen efter have fået behandling.

Herefter bad fjerdedommeren pænt Keane bedt om at sætte sig ned, men det var tydeligvis ikke lige det, han havde mest lyst til.

»Hold din kæft!« lød det mod enten fjerdedommeren eller Didier Deschamps og den franske bænk.

Den franske træner lod ikke til at være i tvivl om, at Jeff Hendrick tog sig alt den tid, han overhovedet kunne.

»Det sker hver gang,« sagde Didier Deschamps meget kortfattet, hvorefter hans assistenter bag ham begyndte at råbe efter Roy Keane.