Spanien har været et af de absolut stærkeste hold under EM, men under overfladen ulmer stadig den sexskandale, som var ved at skabe masser af uro kort inden slutrunden.

David de Gea blev beskyldt for at have arrangeret en sexdate mellem to kvinder og to fodboldspillere, der ifølge de spanske aviser El Confidencial og El Diario skulle være Isco fra Real Madrid og Iker Muniain fra Athletic Bilbao.

De første meldinger fra spanske medier lød på, at David de Gea sammen med pornoproducenten Ignacio Allende Fernández 'Torbe' skulle have arrangeret sexdaten, hvor kvinderne ifølge Daily Mail skulle have fået besked på at gøre, hvad de blev bedt om, ellers ville de blive 'angrebet fysisk'.

Men nu frikender pornoproducenten Ignacio Allende Fernández 'Torbe' altså David de Gea – i hvert fald for sexovergreb.

»De (fodboldspillerne, red.) ville bare gerne møde pigerne. Pigerne var frie til at gøre, hvad de ville med ham (fodboldspilleren, red.),« skriver 'Torbe' ifølge AS i et brev til den spanske pornoskuespillerinde Maria Lapiedra.

Sagen er en speget en, da Ignacio Allende Fernández 'Torbe' lige nu sidder i fængsel for en lang række grove lovovertrædelser. Pornoproducenten sidder nemlig inde for blandt andet børnepornografi, menneskehandel og overgreb på blandt andre mindreårige.

Og David de Gea har altså ifølge 'Torbe' selv været i kontakt med ham omkring sexmøder med to kvinder. Og det er ikke kun David de Gea, Isco og Munain, der bliver rodet ind i sagen.

»Der var mange flere spillere involveret, men politiet ønsker ikke at kende deres navne,« skriver Ignacio Allende Fernández 'Torbe'.