Frankrig er hjemmebanefavorit i dén EM-turnering, de sparker i gang fredag aften. Det er værtsnationen blandt andet på grund af Paul Pogba og det område, hvorfra superstjernen stammer. BT har besøgt Pogbas barndomsklub og Paris ’gyldne bælte’.
»Bonjour monsieur«. Børnene kommer én efter én hen og siger goddag, trykker hånd og sætter med et genert smil på læben kurs mod den mørkerøde grusbane få meter væk.
BT er i Roissy-en-Brie. En forstad i den østlige udkant af Paris. 30 kilometer fra Notre Dame, Louvre og Eiffeltårnet - og langt fra det Paris, den almindelige turist kender. Det nærmeste, man på disse kanter kommer Hotel Ritz, er et Ibis Budget ved motorvejsudfletningen, mens Mona Lisas stedfortræder er politisk og kunstnerisk graffiti under togbroerne.
Roissy-en-Brie er en 'banlieue' (fransk for 'forstad') nøjagtig som så mange andre af de hundredvis af forstæder, der omgiver Paris. Præcis som de fleste andre af verdens storbyer, spænder den franske hovedstads entourage af forstæder fra det overdrevent velhavende til det fattige og problemfyldte. Roissy-en-Brie er hverken fugl eller fisk.
Ikke desto mindre er det her – mellem cremefarvede betonbyggerier og langhårede græsplæner – arnen til Frankrigs drømme om EM-guld befinder sig.
Når Frankrig fredag aften åbner EM i en af Paris’ øvrige forstæder, St. Denis, er det med Paul Pogba som den store stjerne. Den 23-årige midtbanespiller fra italienske Juventus er en af årsagerne til, at franskmændene regnes som favoritter, inden det hele går løs med en måneds fodboldfest.
Pogba er drivkraften, dynamoen og drillepinden på det franske landshold, og EM kan meget vel blive turneringen, hvor den farverige franskmand løfter sig fra superstjerne til allemandseje.
Det både håber og tror hans landsmænd, der om en måned har udset sig netop Pogba til at løfte EM-trofæet som beviset på endnu en stor fransk turneringssejr på hjemmebane.
Roissy-en-Brie er Paul Pogbas hjemmebane. For 10 år siden var det ham, der med et håndtryk sagde pænt goddag til både trænere, ledere og fremmede på US Roissy-en-Bries anlæg, Stade Paul Bessuard, for derefter at løbe ud på grusbanen og træne det i dag så dødelige højreben. Fra han var seks år, til han som 13-årig tog skridtet til først nabobyen Torcy og siden Le Havre, Manchester United og Juventus, gik Pogba to gange om ugen de 500 meter fra hjemmet i boligbyggeriet Renardière til træning i Sambou Tatis klub.
»Paul var angriber, da han var lille. Dengang kunne han tage bolden, drible forbi halvdelen af modstanderholdet og score uden problemer. Da han var 12 år, spillede han med spillerne på 15, fordi han i hovedet var så langt foran,« husker Sambou Tati, der både dengang og i dag har titel af formand i US Roissy-en-Brie.
»Paul hader at tabe. Han vil vinde hver gang. Jeg kan huske masser af gange, hvor hans rygte var løbet i forvejen, men modspillere og forældre på det andet hold trak ham ned ved at kalde ham en dårlig spiller. Det skulle de aldrig have gjort. Det gjorde ham ked af det, men det var ikke det eneste, der skete. For når han kom ud til anden halvleg, var han en anden spiller. Og så vandt han kampene for os helt alene,« fortsætter den solbrillebærende, midaldrende franskmand over for BT.
Paul Pogba fra Roissy-en-Brie er netop nu kronen på værket i en ny generation af franske fodboldspillere, der gennem det seneste år eller to har indtaget Europa som kun Napoleon og Bordeaux-vinene tidligere har gjort det.
Anthony Martial og N’Golo Kanté er netop nu blandt de største stjerner i Premier League, Kingsley Coman er en yndling i Bayern München, og den noget ældre Blaise Matuidi har sin del af aktierne i, at Paris St. Germain nok skal komme ud med skindet på næsen - også uden Zlatan Ibrahimovic. Den kommende måned skal de finde sammen med den galliske hane på brystet og den franske nationalsang, Marseillaisen, i strubehovedet.
Fælles for de fire, Paul Pogba og flere andre på det franske landshold er deres ophav. Ikke bare er de børn af immigranter fra det centrale og vestlige Afrika eller Caribien – de stammer alle fra det samme 20 kilometer brede bælte omkring Paris.
Et bælte af forstæder, der holder bukserne oppe på både fremtidens franske landshold og de trikolorefarvede EM-forhåbninger, der får frit løb op til aftenens åbningskamp mod Rumænien.
Cirka en syvendedel af Frankrigs befolkning bor i dette bælte, men som geografisk ophav for knap halvdelen af Frankrigs startopstilling er overrepræsentationen til at få øje på. Her – i bæltet, der bemærkelsesværdigt nok ikke kan lukkes i den velhavende, vestlige del af Paris - lystrer børnene oftere navne som Moussa og Mamadou end Arnau og Alexandre. Det gør de også i Roissy-en-Brie, hvor træningen er begyndt for øjnene af Sambou Tati, der også selv har afrikanske rødder.
»Når du bor i forstæderne, går du i skole og spiller fodbold. Det er det, du laver. Og det sted, du spiller, er på legepladsen. Når du spiller på legepladsen, spiller du fem-mod-fem, og på den måde arbejder du både med din teknik, din fysik og din mentalitet. For du spiller ikke bare med de andre små knægte. Du spiller også med de store børn,« siger formanden om forstædernes tag-selv-bord af fodboldtalent.
Ved siden af ham jonglerer en otteårig udelukkende med sit dårlige venstreben, og på den anden side slås en lidt ældre dreng med at få syv tunge mål over et metalhegn. Drengen har brækket sin ene arm, der derfor er i slynge, men han hverken beklager sig eller beder om hjælp.
Arbejdsmoralen, dedikationen og respekten for autoriteter skinner igennem blandt de små spillere i US Roissy-en-Brie, der trænes og hjælpes af spillerne fra klubbens ældre hold, mens en nu tidligere spiller leverer inspirationen.
»Paul Pogba er blevet ekstremt vigtig for området. Han er storebroderen for børnene, der alle vil være ham,« lyder det fra Sambou Tati, inden han understreger, hvorfor netop dét er et mål, der er mere end værd at stile efter.
»Hans karakter adskiller ham fra alle andre. Han sigter altid efter næste mål. Da han var her i Roissy, sagde han, at han ville være professionel. Det blev han, da han kom til Le Havre. Derefter satte han sig et nyt mål. Han ville til en storklub. To år senere spillede han i Manchester United og senere i Juventus. Hvad så, tænkte han? Nu ville han være U20-verdensmester som anfører for Frankrig. Det blev han. Men det betød også, at han skulle stile efter noget nyt. Det blev VM i Brasilien. Han var med og spillede hele turneringen. Nu siger han, at han vil vinde Ballon d’Or som verdens bedste fodboldspiller. Mærk dig mine ord. Det kommer til at ske. Det lover jeg,« bedyrer formanden med en finger i vejret.
Kort tid forinden har Tati brugt selvsamme finger til at udpege de trofæer, Pogba bidrog til at vinde, inden han som ung teenager forlod Roissy-en-Brie. Klubben har ikke trofæskabe nok til at huse de mange pokaler, hvorfor også toppen af trænernes køleskab er oversået med sølvtøj.
På en væg i samme rum hænger ikke bare Pogbas underskrevne trøje fra Juventus. Her hænger også trøjer fra tre andre næsten jævnaldrende spillere fra US Roissy-en-Brie, der i dag er professionelle. De to af dem har fornavnene Florentin og Mathias, og ligesom deres berømte lillebror bærer også de efternavnet ’Pogba’.
»Det er til dels på grund af deres far, de alle tre er nået dertil. Faderen fik ikke selv lov til at spille fodbold af sin far, fordi han ville have, han skulle studere. Det sidder stadig i ham. Så han har sagt til sine børn: Arbejd hårdt i skolen, men giv også fodbolden alt, hvad I kan,« fortæller Sambou Tati om Pogba-brødrenes far, Fassou Antoine Pogba.
Blandt andet med faderens hjælp gjorde Pogba-brødrene det, som mange børn og deres forældre i de parisiske forstæder håber på og drømmer om – og som en del af dem opnår. De blev professionelle fodboldspillere og har alle spillet landskampe. Paul for det franske nationalmandskab, og de mindre talentfulde brødre for forældrenes hjemland, Guinea.
»Alle forældre vil gerne have, at deres børn får succes som fodboldspillere. Men det sker kun for to-tre stykker af dem, vi har igennem,« understreger Tati.
På den anden side af Paris – i forstaden Les Ulis – har én enkelt klub skabt både Thierry Henry, Patrice Evra og senest Anthony Martial. Men med Paul Pogba er Roissy-en-Brie også blevet en forstad, storklubberne høster i.
»Har vi en god spiller, har vi også talentspejdere i døren med det samme. De har været her før og taget gode spillere med herfra til store klubber som Paris St. Germain, AS Monaco og Bordeaux,« fortæller Tati, der ikke har sendt sin sidste spiller videre i systemet med kurs mod det franske landshold.
»Der er kun én Paul Pogba, men lige nu har vi to spillere i klubben, som har hans talent. De har talentet, men det er først, når de bliver 15, vi for alvor kan vurdere, om de også kan gå videre og blive professionelle og mere til. De skal have mentaliteten,« slutter han.
Netop mentaliteten skal Sambou Tati dog næppe have som sin største bekymring. Roissy-en-Brie og de omkringliggende parisiske forstæder er blevet arnestedet for fransk landsholdsfodbold af en grund. Det er her, et barn med en brækket arm løfter tunge mål uden at kny, og det er her, børnene hilser på voksne mennesker med et respektfuldt håndtryk.
Martial, Kanté, Coman, Matuidi og Pogba har alle fysikken og teknikken til at bringe Frankrig langt ved EM. Men med sig fra hovedstadens banlieue’er har de nye stjerner også tankegangen, respekten og arbejdsmoralen, der kan føre værtsnationen helt til tops på Stade de France om en måned. Sker det, bør triumftoget ikke gå ned ad Paris’ berømte Champs-Élysées. Det bør i stedet henlægges til Motorring A86, der skærer igennem byens forstæder.
