Den engelske avis Daily Mail har som så mange andre medier været meget hårde i deres kritik af det engelske landshold efter det ydmygende nederlag til Island i EMs 1/8-finale.

Men Daily Mail er alligevel blevet påfaldende personlige overfor de engelske spillere i deres forsøg på at afdække fiaskoen.

Avisen gennemgår flere af profilerne med meget kritisk lup i en artikel med overskriften: "No wonder they're losers! As England's flops slink home, how Rooney & Co were distracted by dodgy hair, lucrative ad deals...and pouting WAGS".

Det kan vel bedst oversættes til, at det 'er ikke nogen overraskelse, at de (spillerne, red.) er tabere - mens de floppende englændere slingrer hjem - sådan blev Rooney & co. distraheret af tvivlsomt hår, lukrative reklameaftaler og kærester og koner med trutmund.

Og så kaster avisen sig ellers over anfører Wayne Rooney, som får hug for at gå alt for meget op i sit tynde hår, som han har forsøgt at camouflere med en hårtransplantation - og en hårspray, som han angiveligt bruger hver dag for at få håret til at se tykkere ud.

Herefter opremser avisen så flere af de fejltrin, Wayne Rooney har begået. Blandt andet i privatlivet.

»Mens han datede sin kæreste Coleen (hans nuværende hustru, red.), gik han i seng med en midaldrende prostitueret på et bordel. Han gik også i seng med to prostituerede, mens hans kone var gravid,« beretter Daily Mail.

Arsenal-spilleren Jack Wilshire får også en tur under overskriften 'spyttende, rygende slagsbror'. Her gennemgår de blandt andet et par episoder, hvor Wilshire er blevet anklaget for at spytte efter en pensionist og en taxachauffør. Og hans valg af partner får også en kommentar med på vejen.

»Droppede moderen til sine to små børn. Fik i Frankrig besøg af sin selfie-besatte forlovede  Andriani Michael, 25 år.«

Manchester Uniteds Chris Smalling bliver taget under kærlig behandling under overskriften 'klovn poserende i en selvmordsvest', hvilket er flankeret af et billede fra en fest, hvor Smalling er klædt ud som selvmordsbomber.

Også Raheem Sterling, der kaldes for en 'playboy med vandpibe', får hårde ord med på vejen. I kategorien 'tarvelighed', som figurerer under spiller, lyder det:

»Er fotograferet, mens han inhalerer lattergas og ryger vandpibe. Blev far som 17-årig efter et kort forhold. Anklaget for at skubbe en kæreste ud af en bil i en kø på grund af en tekstbesked, men blev frikendt i retten.«

Forsvarsspilleren Kyle Walker fra Tottenham har fået overskriften "Hippy crack idiot" med på vejen, hvilket skyldes, at der findes billeder af ham, mens han inhalerer lattergas fra en ballon, hvilket i England også bare kaldes 'hippy crack'.

Dele Alli, Adam Lallana og Jamie Vardy får også kritik, og således når Daily Mail forbi en god del af de engelske spillere med en sviner af den slags, man trods alt sjældent ser - selv i det ubarmhjertige engelske mediebillede.