Skuffelsen var stor, da Apple lancerede deres 4S, for mange håbede på iPhone 5. I stedet blev det altså 4S, som netop er kommet til de danske butikker.

Det er da også er meget logisk, når man kigger på Apples iPhone historie; først 3G, så 3GS, så 4, og så altså 4S. iPhone 5 kan vi altså med god grund forvente til næste år.

Man kan så hævde - også med en vis ret - at iPhone 4S ikke er en stor nok opdatering til, at Apple kan følge med i det teknologiske kapløb, der lige nu foregår – og det er for så vidt rigtigt nok, men iPhone har masser af fans, der vil holde fast alligevel.

Meget bedre lydkvalitet

I vores test er lydkvaliteten på iPhone 4S væsentligt forbedret. Det giver også god mening i forhold til, at det var et af de store kritikpunkter af iPhone 4, at antennen 'kortsluttede', når man holdt telefonen på en bestemt måde. Det problem er løst nu, og generelt er lyden nu væsentlig bedre. Faktisk er netop denne forbedring efter vores mening det absolut stærkeste argument for at kaste sig over 4S frem for 4.

Hurtig som bare ….

Apple har tilføjet deres nyeste processor, A5, til iPhone 4S. Nu var det ikke fordi iPhone 4 var hæsligt langsom, men 4S har dens 'S' fra ordet speed – og det kan man mærke ved stort set alt, hvad man gør med telefonen. Især er det dog mærkbart i Safari, hvor selv de mest avancerede sider hentes og vises ekstremt hurtigt.

Forbedret kamera

Også kameraet har fået et løft. Det kan især mærkes på lukketiden, for kameraet er nu i stand til at tage relativt skarpe billeder – også af ting, der bevæger sig lidt. Opløsningen er også sat i vejret, og de fleste vil faktisk kunne smide deres gamle 'point-and-shoot' kompaktkamera i skraldespanden, for kvaliteten af de billeder, iPhone 4S tager er fuldt ud acceptabel til de flestes ferieminder.

Yes, Siri?

Siri er Apples store salgsargument for iPhone 4S – men ikke så meget i Danmark, for Siri, der er en slags digital personlig assistent, man kan tale til, taler ikke dansk… Endnu. Vi har lystigt talt engelsk med Siri – og det går ganske fint. Det virker overraskende godt, og det er lige før, vi kan blive overbevist om, at Siri bliver det nye sort – når den altså kommer på alle sprog, og hvis de almindelige brugere kan overtales til at sidde og tale til deres telefon.

Skal, skal ikke?

Hvis man har en iPhone 3G eller 3GS, er der ingen diskussion om, at vi finder at fordelene ved iPhone 4S gør, at man skal vælge den over iPhone 4, også selvom den koster mere. Hvis man har en iPhone 4, er det dog en vanskeligere beslutning, og her skal man nok være temmelig meget fan-boy for at opgradere til 4S.