Har du smadret glasset på din iPhone, da du tabte den på den hårde asfalt? Eller er den blevet helt våd efter en tur i toilettet eller ude i et ordentligt regnskyl?

Det kan blive en dyr fornøjelse at få telefonen repareret hos forhandleren, hvor det ofte bedre kan betale sig at købe en ny.

Du kan enten vælge en billigere reparatør - eller at gøre det selv.

B.T. Plus guider dig igennem forskellige reparationer og giver dig et overblik over priserne.

Med B.T. Plus får du:

 - Overblik: Så meget koster det at reparere din iPhone: Display glas, LCD display og vandskade. For iPhone 4 også prisen på at reparere bagglasset.

- Guide: Sådan fikser du din iPhone selv. Tekst og illustrationer.

- Gode råd til reparationen.

- Det dækker forsikringen IKKE.


Telefoner, der ryger i toilettet. Regnvejr, der smadrer telefoner. Knuste glas. Der kan være rigtig mange grunde til, at forbindelsen på din iPhone pludselig er væk.

Det kan blive dyrt at få fikset hos forhandleren, hvor det ofte bedre kan betale sig at købe en ny telefon. Der er dog andre billigere muligheder. Det boomer nemlig med reparatører og reservedele på nettet, hvor man kan fikse sit ødelagte display selv til under 200 kroner. Det er 1.000 kroner billigere, end hvis du går til forhandleren med den.

- Man skal lige tænke sig om, før man kaster sig ud i selv at gøre det. Er der tale om et bagglas på en iPhone4, er det dumt ikke selv at gøre det, for det er utroligt let. Jeg vil vove at påstå, at alle kan gøre det. Er der derimod tale om skærmen, er det straks en sværere operation, og her skal man lige gøre op med sig selv, om man har de tekniske færdigheder, der skal til, siger direktør i PhoneTech, Thomas Norman Bjørk, der sælger reservedele til telefonen.

Reservedele er delt op i kategorierne A, B og C. Klasse A er identisk med Apples egne reservedele, og her får man den bedste kvalitet. Ved klasse B og C er kvaliteten og dermed holdbarheden væsentligt lavere.

Tjek derfor, hvilken kvalitet reservedelene har, før du overlader telefonen til en reparatør eller selv bestiller reservedele over nettet.

- Ikke alle butikker og værksteder fortæller, hvilken klasse det er. Det bør man vide, så man ved, hvad man kan forvente af levetiden efter reparationen. Et klasse B bagglas er fint nok, hvis man om tre måneder skifter telefonen ud med en ny, siger Thomas Norman Bjørk.

Går man til forhandleren med sin iPhone, bliver reparationen dyrere, men man er sikker på, at det er originale reservedele. Ofte kan forhandleren dog overtale kunden til at bytte den defekte telefon med en ny ved, at man afleverer sin gamle og 2.500 kroner. Her forventer forbrugeren så at komme hjem med en ny telefon. Det er dog ikke tilfældet.

- De tager alle de gamle telefoner, som folk har indleveret og bruger reservedelene igen. Det er altså en blanding af nye og gamle dele. Så reelt set er det ikke en ny telefon, siger Brian Funch, der er direktør i reparatørbutikken iRep.dk.

Har man ikke selv det tekniske snilde, der skal til for selv at fikse telefonen, er der hjælp at hente i de mange iPhone værksteder. De fikser glasset i din telefon til under halvdelen af den pris, som forhandlerne kræver. Det betaler sig dog at kigge sig godt for, før man vælger værksted.

- Se butikken an, før du efterlader din telefon. Man kan f.eks se på prisen. Jo billigere det er, des dårligere kvalitet er glasset ofte. Du kan eventuelt bede om at se glasset, hvor du kan se kvaliteten ved at se til venstre for højtaleren. Jo tydeligere, man kan se tre violette prikker, des dårligere kvalitet er glasset. Husk også at tjekke, om der er garanti på reparationen, det er en god indikation for kvaliteten, siger Brian Funch.