Har du en gammel computer stående - og overvejer du, om den kan blive en ordentlig spillemaskine? Alt om DATAs redaktion havde en to år gammel lavpris-computer stående og gjorde forsøget. Her kan du læse, hvordan forsøget faldt ud.
Det får du med B.T. Plus:
- En test af at opgradere en computer. Computeren er forsøgt opgraderet på grafikkort, hukommelse, processor, Windows, harddisk og bundkort. Se hvad der havde effekt og hvor stor den var
Sådan har vi testet:
- Maskinen er en to år gammel lavprismaskine, der ikke var en speciel hurtigt computer, selv den gang, den blev købt.
- Maskinen er forsøgt opgraderet på forskellig vis og testet i otte forskellige spil og måleprogrammer.
Læs flere artikler fra Alt om DATA:
Man kan finde gamle maskiner overalt. Der er millioner af dem, og de henslæber tilværelsen under senge og bagest i skabe, hvor de langsomt samler støv.
Det er så synd for dem. En af de store fordele ved pc’en er, at man nemt kan opgradere – det hævder branchen i hvert fald.
Vist kan man tage en gammel maskine, tilføje noget ekstra udstyr her og der og gøre den effektiv igen, ikke? Kan kasserede pc’er igen blive nyttige borgere i spilsamfundet? (Så har vi hørt tilstrækkelig mange spørgsmål – red.).
Velkommen til det system, vi vil eksperimentere med. Fra en krog i redaktionslokalerne hentede vi en temmelig overset maskine. Inden i den var der en AMD Sempron- chip på 2,11GHz, 1GB ram og et Sapphire HD 5550-grafikkort på 512MB.
Det hele var sluttet til et Biostar MCP6P-M2-bundkort, som kørte Windows XP fra et ide-drev på 160GB. Selv da maskinen var ny, var den ikke ophidsende, men nu er den nærmest oldnordisk. Det er et to år gammelt lavprissystem. Det er stadig i orden, hvis man kun vil køre nogle kedelige arbejdsting, men det døjer med at klare spil ved … stort set alle indstillinger. Vi dykkede ned i kontorets anselige dynge af hardware, og vi testede forskellige opgraderinger for at se, hvad der gjorde en forskel, og hvad der ikke gjorde det.
De nyeste 3D-spil læner sig naturligvis tungt op ad det grafiske subsystem. Meget tungt. Derfor kan man forvandle en middelmådig oldsag til et spilkraftværk ved at tilføje et ordentligt kort, ikke sandt? Det er hurtigt klaret.
Vores Sapphire HD 5550-kort er meget fornuftigt, og det er fint, hvis man nøjes med at pusle rundt på skrivebordet. Men så snart man begynder på det tredimensionale, synker det i grus. Vores række af spiltest afslørede et meget sløvt system.
Det er ikke sjovt at spille spil, som kan virke meget bedre.
Frem med kortene
Først prøvede vi et Radeon HD 5850. Ikke netop referencegrafik, men det er alligevel et udmærket kort. Vi fandt et Sapphire 5850 på 1GB til omkring 1.700 kroner. Den pris kan man ikke klage over. Det krævede en 6-pin-connector, og sådan en havde vores strømforsyning. Det fylder heller ikke for meget. Det var nemt at sætte kortet i, driverne blev installeret, i gang med testene …
Resultaterne var uhyre skuffende. I 3DMark06 så vi en forbedring på mindre end 6 procent, og spiltestene gik ikke stort bedre. World in Conflict viste en pæn forbedring, en fordobling af fps. Men både Far Cry 2 og Lost Planet 2 tilføjede blot en frame eller to.
Det var ikke det, vi havde håbet på efter at have punget ud med 1.700 kroner. Heaven satser helt på grafikhardware, og det er det, der viser os, hvad vi får for pengene. Scoren blev nemlig næsten fordoblet. Hurra! Det er godt nok at blive imponeret af kunstige test, men hvad vi ikke fik i denne omgang, var en ordentlig stigning i den faktiske spilhastighed. Øv!
Vi måtte altså have fat i noget større. Vi spyttede i kassen og satte et AMD Radeon HD 6950 i. Det er et ret solidt stykke hardware – både bogstaveligt og i overført forstand. Det er 270 mm langt og kunne knap være der. Men kabinettet klarede det, takket være fraværet af drive-bays bagest i maskinen.
Det skal man undersøge, før man køber en tilsvarende opgradering. Mange ældre kabinetter er ikke beregnet til at håndtere sådan et uhyre.
Tænd for strømmen
Efter at have indsat ekstra kraft fyrede vi op under testene. Og igen var vi aldeles uimponerede. Denne gang havde vi betalt ekstra, men vi blev skuffede. 3DMark06 og Heaven 2.5 gik faktisk lidt baglæns, og spillene var heller ikke særlig glade.
Alt i alt var vores nye opgradering til 1.900 kroner noget hø. Det skal dog nævnes, at HD 6950 skalerede meget bedre end 5850, når vi skruede op for opløsningen. Og vi havde jo også et kort, der var beregnet til et 64bit-styresystem og tilsvarende drivere, og det gjorde ikke sagerne bedre.
Det, vi her har vist, er, at et kraftigt og dyrere grafikkort ikke er den magiske løsning, man skulle tro. Der er en betydelig flaskehals her, nemlig processoren. Vores Sempron på 2,11GHz kan simpelthen ikke fodre grafikkortet hurtigt nok. Heaven viser, at kortene gør deres arbejde, men resten af systemet kan ikke følge med. Det kan ikke rigtig anbefales at bruge et mellemklassekort i denne sammenhæng, og det er vanvittigt at bruge penge på det. Den eneste fordel ved et ordentligt, kraftigt kort er, at man nemt kan flytte det til et andet system senere, og derfor er pengene ikke helt spildt.
En hurtig gennemgang af bundkortspecifikationerne viste også, at vores grundsystem kørte PCIe-version 1.1, mens alle andre i dag vil have version 2.0. Det er en anden grund til, at vores opgraderinger ikke imponerede. Det er dog ikke helt så slemt, som man skulle tro, for det er almindeligt kendt, at PCIe-bussen er så bred, at flaskehalse andre steder er vigtigere.
Her er de tal, der betyder noget: PCIe 1.0 og 1.1 flytter i teorien 250MB/s pr. spor. I virkeligheden svinger det lidt, og (med det ene og det andet) får man faktisk et sted mellem 150 og 190MB/s, hvilket giver et maksimum på lidt over 3.000MB/s på et 16-spor-kort – stadig ganske sundt. PCIe 2.0 fordobler nøjagtig dette tal ved at fordoble clockfrekvensen.
Når vi kører på de ældre PCIe-specifi kationer, koster det os nogle få fps i vores test, og det har vi ikke råd til. Uanset hvad der står i reklamerne eller bag på æskerne, kan et sexet grafi kkort ikke i sig selv udøve mirakler. Tiden er inde til at skifte taktik.
Mere ram
Det var lidt af en fiasko at smide et godt grafikkort i maskinen, så vi måtte finde noget andet, vi kunne forbedre. En nem og forhåbentlig indlysende løsning er at smide noget mere hukommelse efter maskinen. Der er to dimm-slots på bundkortet, men kun et af dem er beboet, hvilket giver os 1GB systemhukommelse. Usselt. Og en ekstra blok på 1GB koster os kun omkring 180 kroner.
Det gør måske ikke en enorm forskel i testene – det undrer os faktisk, at der var nogen forskel. Den ekstra ram kan mærkes ved mere almindelig brug, når vi pusler rundt på skrivebordet, indlæser filer og så videre. Windows er en grådig karl, og når det får dobbelt så meget plads, er der mindre gang i swapfilerne og færre irriterende pauser.
Når prisen svarer til en fadøl og en hotdog, er der ikke noget at klage over. Nu kommer vi til processoren. Det er den, der holdt grafikkortet tilbage. Derfor besluttede vi at opgradere til den hurtigste chip, kortet kunne håndtere. Det viste sig at være en frustrerende omgang.
Da vi dykkede ned i den hemmelige skuffe med processorer og prøvede at montere nogle stykker, opdagede vi, at det bedste, vores bundkort ville tage imod, var et antikt Athlon 64 3800 . Bevares, det er bedre end Sempron-kortet, men ikke noget tigerspring. Det har kun en kerne. Men Athlon er stadig dejligt og billigt, og hvis man overhovedet kan finde en ny processor, koster det kun omkring 400 kroner, hvis man bestiller det fra England (vi tjekkede på nettet, og Heaven-testen rokkede sig ikke. Det viser, hvor godt det er til at afsløre et grafikkort under test).
Testene viste, at vi sandelig havde fået mere matematisk kraft. Det viste Cinebench og X264, der begge er reelle test af evnen til at knuse tal. Men det var dog ikke store sager. World in Confl ict var navnlig glad for den nye processor, og det var da også, hvad vi havde forventet af et så processor-orienteret spil. Far Cry 2 og Lost Planet 2 var derimod langt mindre imponerede, og Heaven-testen rokkede sig ikke ud af stedet. Det viser, hvor god denne test er til at sætte fokus på grafikkortet.
Til under 400 kroner er der ikke meget at brokke sig over – vores maskine er blevet bedre. Vi har ikke ligefrem skabt et spilkraftværk, blot en maskine, der er en anelse mindre elendig end den, vi lagde ud med. Det næste trin i processen er indlysende: Vi vender tilbage til vores grafikkort og ser, om den ekstra kraft kan give os balancen igen. Vi koblede vores HD 5850 til 1.700 kroner til den nye processor og fik mere eller mindre, hvad vi havde forventet. En beskeden forbedring, men knap nok pengene værd.
Vores nye grafikkort var stadig foran vores processor. Heaven 2.5 viste, at vi havde al den grafikkraft om bord, men det førte ikke til et godt spil. Selvom vi var tættere på målet, virkede udgiften på cirka 2.100 kroner ikke rimelig.
Nøglen til opgradering af gamle maskiner er at afbalancere grafikkort og processor. Men før vi begynder at blive seriøse og op opgradere bundkortet, hvilket er yderst nødvendigt, prøver vi igen en ny løsning.
Ny Windows
Vores trofaste gamle maskine kørte Windows XP, der i dag afgjort er forældet. Holder det os tilbage at køre et 32bit-system? Man kan godt opgradere gamle maskiner med Windows 7, men hvad betyder det for spilydelsen?
Nu da vi var i gang, besluttede vi os for også at opgradere lagerkapaciteten. Drevet på 160GB var lidt lille, og vi havde gode sataconnectors, der ikke lavede noget, på bundkortet. Hvad kunne et ssd-drev gøre? Lynhurtig hastighed, naturligvis – eller rettere: Det troede vi. Selvom bios virkede fornøjet, var Windows det ikke. Det ville simpelthen ikke boote fra et ssd-drev.
Efter at have undersøgt drevene opdagede vi, at det igen var bundkortet og dets mangel på ahci-understøttelse. Det kunne vi ikke gøre noget ved, og vi måtte tilbage til almindelige harddiske.
Vi tilføjede et sata-baseret Seagate Barracuda og lagde et frisk eksemplar af Windows 7 på den. Til sidst smed vi to ramblokke på 2GB på kortet. Hvorfor ikke? Opgradering af Windows koster omkring 600 kroner, harddisken kostede 600 kroner, og hukommelsen stod i yderligere 400 kroner. Hele historien løb op i 1.600 kroner, en ganske net sum.
Direkte resultater
Der er fordele og ulemper ved at opgradere Windows til spilformål. Ja, man kan få DX10 og DX11, hvilket betyder, at man får alle de nyeste smarte effekter plus 64bit-kode. Og man får adgang til langt mere system-ram.
Hvis du har 64bit-udgaver af software, kan du nu køre dem – se Cinebench og den lille smule ekstra hurtighed, den finder. Det er heldigt, for den 32bit-udgave, vi brugte på XP, kører faktisk langsommere på Windows 7. Nu kunne vi køre vores test under DX10 og DX11. Desværre er det ikke godt, hvis det hele drejer sig om hastighed. Det er langt mere krævende, og tallene faldt derfor. Men det hjalp heller ikke at gå tilbage til DX9-udgaverne af testene.
Sommetider er der ikke noget at gøre. Vi manglede en sidste test – at se, hvad overgangen til et fabriksnyt sata- drev og 64bit-drivere havde gjort for vores harddisk. Det var et herligt syn. Vi fordoblede den gennemsnitlige læse- og skrivehastighed ifølge ATTO (men det fremgår selvfølgelig ikke af spiltestene).
Betød det, at Windows ville boote hurtigere? Nej. Faktisk gik det omkring 15 sekunder langsommere og nu oppe på et helt minut. Sommetider kunne man sparke Windows … Vores opgraderede maskine så da i det mindste moderne ud, og den fik adgang til al den nyeste software. Ved almindelig brug hjalp harddisken og den ekstra hukommelse med at gøre den kvikkere, men vi havde stadig ikke løst hovedproblemet med den ringe spilydelse. Windows er altså ikke en flaskehals her. Uanset hvor knyttet man er til XP eller til DX9’s beskedne fartoverskud, kan man ikke holde udviklingen tilbage.
Før eller senere er man nødt til at opgradere Windows. Selvom det giver små forbedringer her og der, gør det ingenting for spil, ud over at frustrere en, når man prøver at køre DX10- og DX11-sager. Når man satser på opgradering, tror vi heller ikke, at pengene er givet godt ud her.
Ud med kortet
Nu er tiden inde til at blive seriøs. Alt, hvad vi har lært af vores forsøg på opgradering af dette og hint, er, at vi virkelig har brug for en ordentlig processor – og det er vores bundkort for gammel til. Derfor må vi nu skifte kortet.
Da det er en større opgave, giver det ingen mening at sigte for lavt. Vi gik direkte efter et Phenom II 1090T med seks kerner. De koster 1.200 kroner stykket, og det er ikke billigt, men nu havde vi endelig mængder af sekskerne-kraft.
Vores nye kort var et Asus- M4A89GTD Pro til omkring 900 kroner med interessante overclocking-muligheder. Desuden skulle vi bruge mere hukommelse: Et par ddr3-blokke på 2GB lagde 400 kroner oveni. Alt det bringer regningen op på cirka 2.500 kroner – omkring halvdelen af prisen på en beskeden ny pc. Husk, at vi stadig kører alt under XP med et sløvt grafikkort på 512MB.
Heaven 2.5 nægtede igen at rokke sig. Det betyder ingenting, hvor meget processorkraft man smider på kortet; her drejer det sig kun om grafikkortet.
3DMark06, der lægger langt mere vægt på cpu-kraft, når i det mindste et pænt resultat, næsten en fordobling. De to cpu-test eksploderer, som man kunne forvente. Det viser, hvor hurtigt udviklingen af processorer går; en ordentlig moderne chip slagter den gamle garde. Maskinen føles også helt anderledes, rar og kvik. Godt, vi har brugt 2.500 kroner og er begyndt at se interessante tal, men nu er vores system igen ude af balance. Før krævede det processorkraft at følge med kortet, nu mangler det i desperat grad grafikkraft.
Vi skal tilbage til vores HD 5850- og 6950- kort og flere voldsomme test for at se, om vi kan få nogle flere seje resultater. Det kan vi.
Omsider har HD 5850 en chance for at køre, og vi har –mine herskaber, grevskaber og klædeskaber – fornuftige spilhastigheder. 3DMark06-testen fordobler næsten igen, og Heaven mere end fordobler.
Spiltestene begynder også at reagere. Omsider er vores opgraderingskandidat blevet til en spilmaskine, og det er et held. Nu har vi nemlig brugt 4.200 kroner, og den kører stadig et gammel styresystem på en ide-harddisk.
Valuta for pengene
Man kan imidlertid ikke gentage succesen ved at bruge endnu en formue på at skifte til en HD 6950. Da vi holder os til vores oprindelige opløsning på 1.280×1.024 pixels, har den ikke en chance for at spille med sine gpu-muskler. Ved denne mere rolige størrelsesorden, og uden 64bit-drivere, er det ikke meget bedre end dens ældre fætter.
Også her vil det være spild at spendere mere, hvilket overraskede os lidt. Vi havde ventet mere for vores penge, nu det var et fornuftigt kort. Man får mindre og mindre for pengene, når man køber grafikkort; de sidste par fps er kostbare.
Vi havde stor lyst til at kombinere opgraderingerne af Windows og drevet med opgraderingerne af processor, bundkort og grafikkort for at se, hvad resultatet ville blive.
Eller rettere: Det havde vi, indtil vi lagde tallene sammen og opdagede, at det ville være vanvittigt. På dette tidspunkt ville alt, hvad der var tilbage af vores oprindelige maskine, være kabinettet, strømforsyningen og det optiske drev, og vores opgradering ville have kostet os omkring 4.500 kroner. Det er ikke nogen opgradering, det er en nybygget maskine. Tiden var inde til at falde til ro og tænke en gang til.
Opgradering er en af pc’ens store fordele, men det et hurtigt voksende område, og maskinerne sakker hurtigt agterud. Hvis man skal være realistisk, bør man efter et par beskedne opgraderinger af en aldrende computer stoppe op og tænke omhyggeligt over, hvad man vil have maskinen til at gøre. Man kan spilde en hel del penge på noget, der aldrig kommer til at fungere godt nok til at retfærdiggøre udskrivningen.
Nye tricks
Vi har altså besvaret vores indledende spørgsmål. Ja, man kan forvandle en gammel svinger til en spilmaskine, naturligvis kan man det. Man kan blot ikke gøre det uden at bruge temmelig mange penge og udskifte stort set alting. Pc’en ender som en ny Titanic.
Der var engang, man kunne slå systemet ved at bygge maskiner af stumper, og den blev billigere. Selvom man kun havde et par af de større komponenter, kunne det svare sig at købe resten separat. De tider er for længst forbi. I dag er der stramme margener, konkurrencen er hård, og udviklingen går hurtigt. Man kan næppe samle et system af enkeltdele og spare penge. Det samme gælder enhver form for større opgradering.
Balancen mellem processor og grafikkort er altafgørende: For meget af begge dele er spildte anstrengelser. Og pas på med opløsningen. Hvis du ikke kører en stor skærm, er mange kraftige kort ikke så attraktive, som de selv tror. Se for eksempel på tallene for 5850 og 6950 med Phenom 1090T ved 1.280×1.024.
Pc’en består af dele, men arbejder som en helhed, og man skal opgradere den med det i tankerne. Udgifterne ved at samle hurtigt, moderne udstyr stiger, medmindre alle subsystemerne kan arbejde sammen. Det betyder i praksis, at enhver seriøs opgradering betyder nyt bundkort, chip, grafi kkort og ram. Og her skal man overveje omkostningerne omhyggeligt.
Hvis vi igen ser på vores oprindelige testsystem, kan vi kun anbefale, at man tilføjer 1GB ram og går på jagt efter en Athlon 64- chip. Det vil kun koste 600 kroner og giver lidt ekstra ydelse hele vejen rundt – ikke noget imponerende, skrivebordet føles mere levende og får et par fps mere her og der. Det er måske umagen værd at gennemtrawle andre bunker af gammel hardware eller eBay for at finde et bedre grafi kkort, men da vi begyndte at tage opgradering seriøst, viste det sig at være et dyrt og frustrerende eksperiment.
Hurtig harddisk
Den eneste opgradering, der faktisk virkede, var harddisken. Skiftet til et moderne sata-drev havde en øjeblikkelig virkning, og selvom det ikke gjorde spil hurtigere, blev alting mere levende. Man kan heller ikke have for megen lagerplads, og det er nemt at overføre drev mellem forskellige systemer. Man kan få en dejlig, skinnende, ny, velfungerende spilmaskine for 5.000-6.000 kroner. Man får også en fin ny udgave af Windows, plus store, hurtige drev, et nyt tastatur, der ikke er fuldt af krummer, og en ny mus og alt det andet.
Det gør os ondt at måtte sige det, men det er en god ide at spare op og købe en ny maskine, hvis man er mere end et par år bagud. Det er fristende at tro, at man kan opgradere en trofast gammel pc, som man har fundet gemt af vejen et sted, og forvandle den til en spilmaskine, men når man er kommet over et bestemt sted, er tiden inde til at gå en lang tur med den gamle fyr, med en spade i den ene hånd og et haglgevær i den anden.
Læs flere artikler fra Alt om DATA:
