Internettet er rykket ind i fladskærms-tv’et og det åbner en verden af muligheder med filmudlejning direkte på tv’et, adgang til YouTube, adgang til feriebilleder der ligger på nettet, og afspilning af internet-radio. Det handler ikke om, at der nu er kommet en web-browser i dit nye tv, men i stedet, at fladskærms-producenterne har omfavnet idéen med en App Store til sig – præcis som vi kender det fra mobiltelefoner. Internet på tv’et er døbt Smart TV.

Har du købt nyt tv indenfor det seneste år, er der god mulighed for at du allerede har disse muligheder. Er du omvendt på udkig efter nyt tv, kan det være en god idé at tænke over Smart TV mulighederne.

B.T. og www.flatpanels.dk hjælper dig i gang med den fagre nye verden, hvor der er muligt at udnytte internettet på fladskærmen.

Det får du med B.T. Plus:

- Hvad kan man bruge internet til på tv’et?

- Hvordan kommer man i gang med filmudlejning?

- Hvilken tv-producent giver de bedste muligheder?

- Eksterne bokse, der åbner for filmudlejning

Vi har tjekket Samsung, LG, Philips, Toshiba, Panasonic, Sharp og Sony. Der er tjekket om de giver adgang til forskellige populære videotjenester som Viaplay, TV2 Sputnik, Youtube og filmudlejningstjenester, samt om de giver mulighed for at browse på internettet, om der er flash og muligheder for apps.


Måske kender du allerede til HD-boksene, der giver mulighed for at leje film direkte på dit tv? Nu udvider spektret af muligheder sig, og med internet direkte på fladskærmen får du adgang til en verden af lækkert lir direkte fra sofaen - se videoer på Youtube, få adgang til Facebook, lyt til et væld af radiokanaler og se serier, film og sport, når du vil.

Af gode grunde hedder fladskærme med mulighed for internetforbindelse ’smarttv’. De fungerer nemlig i høj grad ligesom smartphones, hvor du gennem en app-butik kan købe forskellige programmer, spil og tjenester til dit tv, samtidig med at du har mulighed for at vælge, hvad du vil se, lige når du vil - såkaldte ‘video-on-demand’-tjenester.

Bliv herre over tv-guiden

De fleste producenter af fladskærmene med mulighed for internetopkobling har aftaler med specifikke tv-udbydere. Sony har blandt andet et samarbejde med TV2 Sputnik og Samsung har med YouSee, hvorigennem du kan købe adgang til din yndlingsskærmunderholdning. Du betaler til tv-udbyderen - enten abonnement eller for hver film (læs mere i oversigten).

Har du et af den type tv, hvor du har mulighed for at hente apps, kan du tilmed udvide oplevelsen med diverse spil og programmer på samme måde, som når du shopper applikationer til din smartphone.

Ifølge Rasmus Larsen fra Flatpanels.dk, som har testet de forskellige tilbud, så bringer fremtiden endnu lysere tider for internet på fladskærmen. Men som det ser ud nu, kan kvaliteten dog ikke hamle op med den, du får gennem dit antennekabel.

Derfor kan “video-on-demand”, endnu ikke stå alene. Men måske i fremtiden. Udviklingen går nemlig rygende stærk, og skuler vi over Atlanten til USA, er deres billede allerede så godt, at det i kvalitet kan udkonkurrere antennen.