De fleste Microsoft-brugere kan nok nikke genkendende til, at der har været både fejl- og pletskud fra it-giganten i tidens løb: Mens Windows XP og Windows 7 var meget populære styresystemer, der stadig bruges af mange, var Windows Vista og Windows 8 rent ud sagt kæmpe fiaskoer.
Det seneste skud på stammen - Windows 10 - har generelt fået anerkendelse for at vende tilbage til en række af de oprindelige kvaliteter – heriblandt det klassiske skrivebord og start-menuen. Og mon ikke de mest dedikerede brugere også har jublet over gensynet med to gamle tidsrøvere - 7-kabale og Minestryger.
Det er nu ikke blot en mere enkel brugerflade og et par spil, der er resultatet af at opdatere til det nye styresystem.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvordan du gør din computer hurtig og sikker med Windows 10.
Det får du:
- Artikel: Gør din pc hurtig og sikker
- Guide: 8 gode råd: Få mere ud af din computer med Windows 10
- Guide: Undgå IT-svindel - Beskyt din computer
- Artikel: Sådan får du Windows 10
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
De fleste Microsoft-brugere kan nok nikke genkendende til, at der har været både fejl- og pletskud fra it-giganten i tidens løb: Mens Windows XP og Windows 7 var meget populære styresystemer, der stadig bruges af mange, var Windows Vista og Windows 8 rent ud sagt kæmpe fiaskoer.
Det seneste skud på stammen - Windows 10 - har generelt fået anerkendelse for at vende tilbage til en række af de oprindelige kvaliteter – heriblandt det klassiske skrivebord og start-menuen. Og mon ikke de mest dedikerede brugere også har jublet over gensynet med to gamle tidsrøvere - 7-kabale og Minestryger.
Det er nu ikke blot en mere enkel brugerflade og et par spil, der er resultatet af at opdatere til det nye styresystem.
Gratis antivirus
Ifølge flere it-eksperter, som BT har talt med, kan det både give en hurtigere og mere sikker computer – særligt for de personer, der i øjeblikket bruger Windows 7 eller tidligere versioner.
»Eftersom Microsoft er holdt op med at understøtte og lave fejlrettelser i de gamle styresystemer, giver det god mening at skifte nu. Det er klart, at de lægger hele deres fokus på deres aktuelle produkt, og så bliver der brugt færre ressourcer på de gamle,« siger Hans Lauring, der er journalist på det digitale magasin Input samt tidligere redaktør på magasinet Komputer for alle.
På sigt kan det derfor blive et sikkerhedsmæssigt problem, hvis man bruger ældre versioner af Windows, tilføjer han:
»De, der vil inficere din computer med alt muligt smuds, sidder hele tiden og leder efter huller, og de, der omvendt gerne vil holde dig beskyttet, sidder hele tiden og lapper huller. Det er et kapløb. Og når der ikke er så meget fokus på de gamle systemer, så begynder hullerne efterhånden at dukke op.«
Med opgraderingen til Windows 10 følger også et antivirus-program, som har de nødvendige værktøjer til at forhindre it-angreb, forklarer han.
»For de fleste mennesker, der ikke besøger de mest skumle afkroge af internettet, får man i Windows en gratis beskyttelse, der er fin,« siger Hans Lauring.
En undersøgelse, som Epinion har gennemført for Deloitte, viser, at 65 procent af danskerne har været udsat for it-angreb inden for det seneste år.
Hurtigere opstart
Anders Elbak, der er it-analytiker i IDC, nævner også sikkerheden som en væsentlig grund til at opdatere, men derudover påpeger han, at selve opstarten af computeren er blevet hurtigere.
»Ved hver Windows-lancering er der nogle nye ting under motorhjelmen. Det er lidt mere sikkert og stabilt. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man opgraderer fra, men hvis man f.eks. opgraderer fra Windows XP, så er der klare fordele i forhold til både sikkerhed og hastighed. Opstarten vil også være noget, man oplever som betydeligt hurtigere.«
Som en ulempe ved Windows 10 nævner Hans Lauring, at du hurtigt kan komme til at afgive en del informationer om din adfærd på computeren, hvis du ikke fravælger det aktivt.
»Når man installerer det, bliver man stillet en masse spørgsmål i forhold til reklamer, om Microsoft må vide, hvor i verden man befinder sig, osv. Der bør man lige være opmærksom på, hvad man giver dem lov til. Hvis man bare siger ja til de forhånds-afkrydsede indstillinger, giver man nærmest Microsoft lov til at følge med i alt, hvad man foretager sig.«
8 GODE RÅD: FÅ MERE UD AF DIN COMPUTER MED WINDOWS 10
1. Virtuelle skriveborde
Med Windows 10 behøver man ikke længere installere forskellige andre for at få såkaldte virtuelle skriveborde – en funktion hvor du kan have flere aktive skærmbilleder på samme tid. Nu kan du oprette opgaver og skriveborde nærmest som du lyster: Et skærmbillede med browseren, et andet med Twitter og mail og et tredje med det Word-dokument, du burde sidde og arbejde på lige nu. For at komme i gang skal du holde Windows-knappen nede og trykke på Tab – og herefter trykke på ’Nyt skrivebord’.
2. Scroll i inaktive vinduer
En af de bedste små opdateringer i Windows 10 er muligheden for at scrolle i vinduer, selv om de ikke er aktive (dvs. ligger forrest på skrivebordet). Funktionen er ikke aktiveret automatisk, så du må omkring Indstillinger, Enheder, Mus og berøringsplade først. Sørg for at ’Rul inaktive vinduer, når jeg peger på dem med musen’ er slået til.
3. Sørg for at WiFi Sense er slået fra
WiFi Sense er en ny tjeneste, der deler koden til dit trådløse netværk med dine kontakter. Alle dine kontakter – fra Facebook, Skype og Outlook. Det er ikke altid hensigtsmæssigt – det er i hvert fald rarere at bestemme selv – men funktionen er som udgangspunkt slået til, hvis du har lavet en ekspres-installation af Windows 10. Du slår funktionen fra ved at gå ind i indstillinger, vælge Netværk og internet, Wifi og til sidst Administrer Wi-Fi-indstillinger.
4. Hurtig adgang til mapper i Stifinder
Windows Stifinder er langt smartere opbygget end tidligere. Den har fået en ’Hjem’-knap, der gør det nemmere at løse trivielle opgaver (kopier, klip, slet, etc.) og en ny ’hurtig adgang’-oversigt over de mapper, du senest har brugt. Brugt rigtigt gør det arbejdsgangene noget hurtigere, når du skal navigere rundt i computerens filsystem.
5. Xbox-streaming
Ejer du en Xbox One, kan du glæde dig over, at Microsoft endelig har udnyttet synergien mellem de to systemer. Du kan blandt andet logge ind på din Xbox Live-konto, men vigtigere er det, at du kan streame Xbox One-spil direkte til din pc. Det skal lige aktiveres på Xbox One først: Gå til Indstillinger, Preferencer og Aktiver streaming af spil. Derefter skal det aktiveres på Windows 10-computeren i Xbox app’en.
6. Få adgang til det gamle kontrolpanel
Det nye vindue med ’Indstillinger’ er nemt at finde rundt i, men hvis du foretrækker det gamle kontrolpanel, så kan det kaldes frem fra gemmerne. Du skal bare højre-klikke på Start-knappen i nederste venstre hjørne og vælge Kontrolpanel fra den menu, der dukker op. Herfra er der også adgang til masser af andre gamle travere, såsom Diskhåndtering, System, Kommandoprompt og Enhedshåndtering.
7. På med sølvpapirshatten
Hører du (også) til dem, der bekymret følger med i alle overvågningssagerne, så smut en tur omkring Startknappen, Indstillinger, Beskyttelse af personlige oplysninger og Generelt. Her kan du deaktivere områder, du finder mistænkelige såsom ’Send oplysninger til Microsoft om, hvordan jeg indtaster, for at hjælpe os med at forbedre indtastning og skrivning fremover’.
8. For den ekstremt nørdede
Funktionen ’God Mode’ gør det muligt at få fuld adgang til alle din computers indstillinger. Blandt andet kan du ændre din skærms visuelle opbygning, backup-indstillinger eller rette deltaljer i antivirus-programmet Windows Defender mm. Det er ret let at starte God Mode. Du starter med at oprette en mappe på skrivebordet, som du navngiver følgende: ’GodMode.{ED7BA470-8E54-465E-825C-99712043E01C}’
Når du efterfølgende dobbeltklikker på mappen, åbner Windows det såkaldte ’God Mode’-kontrolpanel, hvor du har mulighed for at rode med næsten 40 kategorier af indstillinger. Husk at du kan komme til at lave ravage i din Windows indstilling, så sørg for at være ret sikker på, hvad du laver, inden du kaster dig ud i alt for mange omfattende ændringer.
Kilde: Input
UNDGÅ IT-SVINDEL - BESKYT DIN COMPUTER
1. Du skal aldrig reagere på e-mails, der ser ud til at komme fra eksempelvis banker og betalingstjenester, hvis de indeholder links, du skal klikke på. Du skal heller ikke reagere, hvis emailen anmoder dig om at udlevere personlige og fortrolige oplysninger eller koder. Det kan være et forsøg på ’phishing’ - en metode IT-kriminelle bruger til at lokke brugernavne og kodeord ud af intetanende ofre.
2. Sørg for, at du altid anvender opdaterede versioner af dit styresystem, din webbrowser og dit emailprogram. Slå automatisk opdatering til, hvor det er muligt. Sårbarheder i dit styresystem fungerer som en ulåst bagdør til din computer og mobile enheder, hvor uvedkommende kan få uhindret adgang.
3. Benyt et antivirusprogram med automatisk opdatering, en firewall og et antispywareprogram. Sammen beskytter programmerne din pc mod mange angreb og skadelige programmer.
4. Brug et program, der holder styr på dine koder. For at huske de mange kodeord er en Kodeords-manager en god investering. F.eks. 1Password, KeepAss eller LastPass. Ellers er det generelt en god ide at vælge lange, komplicerede koder – og sørge for, at du ikke bruger de samme koder til flere forskellige formål.
5. Brug din sunde fornuft. Ligegyldigt, hvor mange penge, du giver for antivirus-programmer, er de altid et skridt bagefter hackerne. Sørg for at du aldrig nogensinde udleverer personlige oplysninger til folk, du ikke kender eller stoler på. En offentlig myndighed vil f.eks. aldrig bede dig sende koder, cpr-nummer eller andre personlige data via e-mail.
Kilder: Digitaliseringsstyrelsen, Input
SÅDAN FÅR DU WINDOWS 10
Den nemmeste måde at få Windows 10 på, er selvfølgelig at købe en helt ny pc. Men er du glad for den, du allerede har, så er det måske at gå til yderligheder.
Har du en almindelig udgave af enten Windows 7 eller 8, så tilbyder Microsoft dig opdateringen gratis. Hvis du har en anden version afWindows - f.eks. XP - skal du selv have penge op af lommen.
Nu hvor styresystemet har været ude i længere tid og er blevet opdateret et par gange - og de værste børnesygdomme dermed er forsvundet - er der ingen grund til at lade være. Medmindre du altså bare ikke kan udstå forandring.
Men før du går i gang, skal du lige sikre dig. I langt de fleste tilfælde forløber processen uden problemer og uden din indblanding, men det er et helt nyt styresystem, og det kan gå galt, så sørg for at tage en sikkerhedskopi af alle dine vigtige mail, dokumenter, billeder m.m.
Har du en pc, hvor der medfølger muligheden for genoprettelse, bør du også lige gøre dig klart, om du har det fornødne i form af f.eks. USB-nøgle eller cd’er. Søg efter ’Genoprettelse’ på din pc for anvisninger.
Målrettede reklamer
Når du er klar, så finder du appen ’Hent Windows 10’ i din systembakke i nederste højre hjørne ved siden af uret og de andre ikoner - du kan kende den på Windows flag-ikonet. Klik på den og følg anvisningerne.
Når du er klar til at starte din nye Windows, vil Microsoft gerne have svar på nogle spørgsmål. Vælger du den nemme løsning og accepterer alt, så giver du Microsoft lov til en hel del, deriblandt at sende dig målrettede reklamer med mere.
Vælg den besværlige vej, tag de avancerede indstillinger og svar på hvert enkelt spørgsmål for sig. Er du senere i tvivl, kan du altid gå ind i Kontrolpanel og vælge ’Beskyttelse af personlige oplysninger’ for at ændre dine indstillinger.
Kilde: Input