Afstemning

Problemer med analkirtlerne

Hej Paulette

Jeg har en seksårig amstaff. De sidste seks måneder har han haft analkirtelbetændelse fire gange. Han bliver rigtig dårlig og kan næsten ikke gå for smerter. Jeg kan godt få lov at stikke fingeren ind i bagdelen på ham, men kan ikke finde ud af at trykke dem ud, så det gør dyrlægen.

Læs også: Hund og baby

Men mit spørgsmål er: Hvorfor får han analkirtelbetændelse? Er det noget, han spiser? Han spiser f.eks. meget græs, han vasker/slikker mine tre katte ret meget (kunne det være fra kattehårene?). Han spiser sommetider kattenes mad, får af og til leverpostej i marvben ellers spiser han tørfoder. Hvad skal jeg gøre, hvis han bliver ved med at få det?

Med venlig hilsen Marianne

Læs også: Tumor på brystet

Hej Marianne

Din hunds problem skal løses hurtigst muligt, for det er synd, at han har haft så mange problemer med analkirtlerne. Lidelser i disse kirtler er, som du selv har observeret, meget smertefuldt.

Analkirtlerne sidder under huden på hver side af anus. Sekretet fra kirtlerne har en meget kraftig lugt og kan være alt fra gulligt til gråt-brunt i farven og kan variere i konsistens fra tyndt til grynet. Kirtlerne tømmes normalt, når hundene går på toilettet og er deres "duft-visitkort".

Analkirtelproblemer kan omfatte den ene eller begge kirtler og deles op i:

  • Blokering af kirtlens udførselsgang
  • Irritation
  • Infektion, der kan udvikle sig til en byld
  • Udvikling af tumor fra kirtlen

Symptomer på problemer i analkirtlerne er:

  • Hunden kurer/tørrer numsen hen over underlaget
  • Hunden slikker sig meget under halen
  • Hunden farer op og bider sig selv ved haleroden
  • Hunden er besværet, når der passeres afføring
  • Hævelse og rødme på hver side af anus

På baggrund af det du skriver, er jeg er ret sikker på, at årsagen til din hunds problem er relateret til dens kost.

Analkirtlerne skal tømme sig, hver gang hunden går på toilettet, men hvis afføringen ikke er meget fast, tømmes kirtlerne ikke. De blokeres, sekretet ophobes og så går der betændelse i kirtlerne.

Jeg vil derfor anbefale dig at ændre kosten, således at din hunds afføring altid er meget fast, og når fordøjelsen forbedres, burde han også holde op med at spise græs. Undgå at han får kattefoder, det kan hans nyrer ikke tåle. Jeg vil anbefale dig at droppe leverpostejen i marvbenet og i stedet opbløde noget af hans foder og proppe det ned i marvbenet.

Overvægt prædisponerer for analkirtelproblemer, men jeg går ud fra at din hund er slank.

Jeg vil ikke anbefale dig at forsøge at tømme kirtlerne selv, da du kan forvolde mere skade end gavn, og ultimativt kan det ende med, at han så skal fjernet kirtlerne kirurgisk. God bedring med ham.

Bedste hilsner fra Paulette

Læs også:
Kom SÅ her, hund! - Brug fløjten!
Dyrenes Beskyttelse: Efterlad IKKE din hund i en varm bil

Del