Afstemning

Min cavalier hiver efter vejret

Cavalier

Brev til Danmarks bedste hundebrevkasse:

Hver måned råder og vejleder Vi med Hunds tre eksperter forvirrede og frustrerede hundeejere og alverdens hunde-relaterede spørgsmål. Har du også et spørgsmål til Vi med Hunds eksperter, kan du sende det til: brevkassen@vimedhund.dk. Husk at skrive 'Brevkasse' i emnefeltet. Vi kan ikke love, at dit spørgsmål bliver besvaret i bladet, men vi prøver! Her kan du læse Paulettes råd vedrørende en forpustet cavalier:


Hej Paulette,

Vores cavalier king charles spaniel hiver nogen gange efter vejret, især når hun er ophidset og er omkring mange mennesker. Et par gange har hun været med i lufthavnen, og der går det helt galt – hun hiver i snoren og vil snakke med alle og snuse overalt, og pludselig standser hun op og står og hiver efter vejret, næsten som om det var astma.

Det går over ganske hurtigt, og hun er normal igen. Hvad kan det skyldes? Jeg har spurgt hos dyrlægen og fik at vide, at det kunne skyldes forsnævret strubehoved, og at man ikke kunne gøre noget. Snakkede en dag med en anden cavalier-ejer, som oplevede det samme med hendes hund.

Kan vi gøre noget?

Venlig hilsen Jane

DYRLÆGEN

Kære Jane,

Nogle hunderacer, herunder cavalier king charles spaniel, er rent genetisk/arveligt mere eller mindre brachycephale.

Brachycephal betyder 'kort hoved', da disse hundes hoveder har en særlig anatomisk udformning. Hos brachycephale hunde kan vejrtrækningen være mere eller mindre besværet.

Man skal forebygge

Som hundeejer kan man opleve, at hunden har besværet vejrtrækning i form af kløgninger, dvs. vejrtrækning med åben mund, forpustethed, intolerance over for varme, ophidselse og motion, samt at de snorker, også når de er vågne.

Hovedets form, den korte næse og forholdene i hals og svælg er årsag til dette, da iltens vej til lungerne møder forhindringer.

Man taler om det såkaldte 'brachycephale syndrom', som dækker over:

- Smalle næsebor, der klapper sammen, når hunden trækker vejret ind.

- En forlænget blød gane, så spidsen falder ned i luftrøret og blokerer for luften.

- Små hudposer bag i halsen, hvor vrangen vendes ud, så de falder ind over luftrøret.

- Et svagt luftrør, der kan klappe sammen.

Jeg er sikker på, at det, du oplever med din hund, er et resultat af 'Brachycephalic airway obstruction syndrome'.

Det er vigtigt at forebygge, at de astma-lignende situationer opstår – for en dag kan du stå med en hund, der ikke kan trække vejret ordentligt, hvor det ikke går over af sig selv.

Anskaf en sele

Først og fremmest vil jeg anbefale dig at anskaffe en sele til din hund, så den ikke belastes af tryk på svælget fra halsbåndet – en norsk eller svensk træksele synes jeg er de bedste.

Dernæst er det vigtigt, at du forsøger at undgå, at din hund ophidses for meget – her kan adfærdstræning være en god ide. Det er også vigtigt, at din hund aldrig får det for varmt enten ved motion, ophidselse eller som følge af vejret.

Når din hund begynder at halse, kan det forårsage hævelser af luftvejene og derved give en yderligere forsnævring for iltens passage til lungerne. Dette kan forøge belastningen på hjertet. Da mange cavalier king charles spaniels har problemer med klapperne i deres hjerte, kan det få alvorlige konsekvenser for hunden.

Med den rette håndtering af problemet kan I heldigvis få mange dejlige år sammen.

Bedte hilsner fra Paulette

Del