Afstemning

Hjælp, vores hund fælder unaturligt meget

støvsugning

Danmarks bedste brevkasse

Kære Paulette

Vores drentsche patrijshond på halvandet år fælder VIRKELIG meget! Det passer slet ikke til racebeskrivelserne eller erfaringer hos de forskellige hundeejere, vi talte med, inden vi bestemte os for denne race.

I februar 'fik vi nok', og hun fik en B-vitaminindsprøjtning af dyrlægen, og vi skiftede kost til allergikerkost. Samtidig fik hun Advocate i nakken, og fældningen aftog lidt.

Nu er den helt galt igen! Hun klør sig meget (har ikke utøj!), ryster sig, så det står i kaskader omkring hende, og hun er irritabel. Nu er hun tilmed hysterisk gravid og har mælk i patterne, to pibedyr er hendes hvalpe! Skal ud hver nat ved fire-tiden. Er ikke bange for noget som helst, hverken lyde, dyr eller mennesker. Vil være ved os hele tiden, ellers gør hun.

Ved du, hvad der er galt?

Opgivende hilsen fra Stine

DYRLÆGEN

Hej Stine

Det lyder altså ikke helt normalt det, I oplever med jeres hund. Men for at forstå, hvorfor der fældes så mange hår, er det først og fremmest vigtigt at vide lidt om hundens pels.

Hvad er normal fældning/hårtab? Hvad er min hund oprindeligt blevet opdrættet til? Hvad skal min hund egentlig bruge sin pels til? Hvordan kan foder og miljøfaktorer påvirke min hunds pels?

Hunde har tre typer hår: følehår (knurhår mv.), de lange blanke dækhår og de matte korte uldhår, og alle hunderacer kan deles ind efter deres pelstype.

Hårvækst og hårtab er reguleret af genetik, fysiologiske faktorer, hormoner (løbetider/falske drægtigheder), temperatur og luftfugtighed.

Hunde fælder alle typer hår, men de store fældeperioder er sæsonbetonede.

De hår, man som ejer nok bliver mest opmærksom på, er uldhårene, som kan samle sig i gigantiske nullermænd eller lægge sig som et tæppe over det meste af huset.

Normal fældning giver ikke kløe og efterlader ingen bare pletter, og pelsen er tæt og skinnende.

Hundens pels er primært til for at beskytte hunden mod klima og miljø. Brugshunde, som er opdrættet til at være meget udenfor i kolde områder af verden, har flere hår og mere underpels og vil derfor naturligt fælde mere.

Når vinteren er ovre, er det normalt, at hundene smider deres uldpels, og man kan kæmme kæmpe mængder matte hår ud af hundens pels.


Kosten har stor betydning


I racebeskrivelsen for jeres hund, som er en jagthund, står der, at hunden har en meget tæt pels, der blandt andet beskytter den mod torne og krat, når den er på jagt.

Kosten har meget stor betydning for kvaliteten af huden og pelsen. Et kvalitetsfoder med tilskud af olie med højt indhold af omega 3- og 6-fedtsyre giver den bedste hud og pels.

Når vi om vinteren holder vores hunde indendørs, lever de ved en temperatur, der er langt højere end den, de er skabt til, og derfor smider de meget af deres pels på et for os forkert tidspunkt.

For jeres hunds vedkommende vil jeg anbefale, at I tilfører omega 3- og 6-fedtsyre til kosten hver dag.

Det kan ske i form af lakseolie eller Viacutan. Derudover vil et regelmæssigt bad i havremelsshampoo såsom Epi-Soothe pleje huden, dulme kløe og fjerne løse døde skæl og hår.

Jeg vil ligeledes anbefale, at I taler med jeres dyrlæge om at få standset den falske graviditet medicinsk og samtidig få lavet en allergiundersøgelse på jeres hund, da hun kløer sig så meget.

Bedste hilsner og håb om forbedring fra Paulette Topsøe-Jensen

Del