Dyrlæge: er kastrering nødvendig?

Hej Paulette
Min labrador på ni måneder lider desværre af tilbagevendende forhudsbetændelse. Jeg er blevet anbefalet at få ham kastreret, men vil det løse problemet?
Hundehilsen fra Flemming
Hej Flemming
De fleste intakte hanhunde har et hvidt, blegt gulligt sekret fra forhuden, som kaldes smegma, og det er helt normalt.
Forhudssekretet fungerer som glidemiddel, så hanhundens penis let kan glide ud af forhuden og ind i tævens skede under parringen.
Smegma produceres af talgkirtler på indersiden af forhuden, og produktionen forøges af hankøns-hormonerne og vil derfor reduceres kraftigt, hvis din hund bliver kastreret.
Ved kastrationen fjernes begge testikler, hvorved både testiklernes produktion af sæd, sædvæske og hankønshormonet ophører.
Forhudsbetændelse med kraftigt gulgrønt sekret fra forhuden kan skyldes infektion med bakterier, og det er naturligvis vigtigt at finde en eventuel årsag til infektionen og få den behandlet, inden kastrationen foretages.
Jeg kastrerede min egen labrador, efter at jeg i et par år havde levet med store mængder forhudssekret op ad vægge, døre og paneler, og dét i en højde, man ikke troede muligt!
Efter kastrationen var der en reduktion på 90 % i mængden af sekret.
Adfærdsmæssigt vil din hund også få et lettere liv som familiehund, når den er kastreret og ikke længere har drifter til at stikke af, parre sig eller lette ben op ad børn og gæster. Aggressionsniveauet vil nedsættes betydeligt, og han vil efter en kastration have langt mindre tilbøjelighed til at slås med andre hanhunde i skoven. Måske vil disse ting også betyde noget i dine overvejelser om kastration.
Bedste hilsner fra Paulette
Læs også:
Brevkasse: Fra sort til brun?
Brevkasse: besvær med høm høm




