Brevkassen: Min hund fælder meget

Dyrlæge Paulette Topsøe-Jensen giver gode råd om hundes pels og fældning.
LÆSER
Hej Paulette
Jeg har en syv år gammel pointer, som fælder utrolig meget. Det falder faktisk af i totter, når vi børster hende, især på benene. Hun er også begyndt at få tynde partier med hår især på begge flanker. Hun må kun spise dyrlægens Prescription C/D, fordi hun har såkaldte struvit-krystaller. Hun blev steriliseret, da hun var to år gammel. De sidste par år har urinen langsomt sivet ud af hende, når hun har ligget og sovet. Har du også et råd til os her?
Mange hilsner Sonja
DYRLÆGEN
Kære Sonja
Den måde, du fodrer din hund på, burde ikke påvirke pelsen, så jeg tror, at der er flere forskellige forhold, som gør sig gældende hos din hund.
For det første er det helt naturligt, at hundene begynder at fælde utroligt meget i slutningen af vinterperioden og i begyndelsen af foråret. Store mængder med uldtotter kommer af. Ulden er karakteristisk ved, at hårene er meget matte og sidder tæt sammen.
Normal vinterfældning giver ikke kløe og efterlader ingen bare pletter, og pelsen er tæt og skinnende.
Kosten har stor betydning for kvaliteten af huden og pelsen. Et kvalitetsfoder, som du fodrer med, med tilskud af olie og højt indhold af omega 3- og 6-fedtsyre, giver den bedste hud og pels.
Hårløse partier, symmetrisk på begge flanker, kan forekomme helt normalt, og hos steriliserede tæver forsvinder de igen, når den nye vinterpels sættes om efteråret. Denne type hårtab kan dog også tyde på et hormonelt problem, og derfor synes jeg, at du skal få hende undersøgt og få taget en blodprøve hos din dyrlæge.
Med hensyn til urininkontinensen, altså dét, at hun ikke kan holde på urinen, er det let og sikkert at behandle med tabletter eller dråber. Det synes jeg, at du skal bede om, når du er hos din dyrlæge.
For det er hverken rart for jeres hund at ligge i sin egen urin eller for jer at vaske hendes sengetøj hver dag.
Bedste hilsner og god bedring fra Paulette Topsøe-Jensen
Læs også:
Fransk bulldog gør, når det er mørkt




