Både to- og firbenede fik en på opleveren!

Det er kun et par dage siden, at vi bragte en artikel om læserdommerne - om hvordan de oplevede det at være dommer i Danmarks sødeste hund. Nu er turen kommer til deltagerne - hvordan oplevede de arrangementet, og hvad fik de ud af det? Vi har fået mange søde mails, og her bringer vi et lille udvalg.
Dorthe, Esbjerg
Jeg havde en skøn oplevelse da Danmarks sødeste hund gæstede Esbjerg. Jeg var egentlig taget derned, for at min hund skulle møde andre hunde. Jeg har en 10 mdr. gammel Japanese Chin, som er utrolig forsigtig og bange for andre hunde. Han er meget lille og vejer kun knap 2 kg. Er især bange, når han er på "udebane".
Så den første halvanden time ville Gizmo helst sidde oppe hos mig. Når andre hunde kom hen for at hilse på, trak han sig tilbage og gemte sig hos mig. Jeg prøvede at præsentere ham for hunde, der var mindre end ham selv, uden succes. Men pludselig gik der en mellemstor hund forbi, der åbenbart vakte hans interesse. Og jeg skal love for, at han kunne "gøre sig til". Derefter var han meget mere livlig, skulle ikke bæres og var ivrig efter at hilse på flere hunde.
Da vinderne skulle kåres, følte jeg allerede, at vi havde vundet. Den største sejr, jeg kunne ønske den dag, var nemlig allerede i hus. Gizmo havde mødt en masse søde hunde og var ikke bange mere. At han så ikke gik videre i konkurrencen, det var nærmest ligegyldig. For mig ER han jo Danmarks sødeste hund, og nu skal vi til at gå til hunde-træning, så han kan møde endnu flere søde hunde.
Mine, Århus
Mig, min familie og selvfølgelig vores lille boxer hvalp, Oskar, pakkede vores ting lørdag eftermiddag og kørte kl. 15.20 over til Tangkrogen. Det første, vi mødte, var en kæmpe flok hunde - både de helt store og de små - sidde sammen med deres ejere. Vores hundehvalp, som kun er 9 uger, mødte for første gang så mange hunde. Han legede med mange af dem og prøvede at køre dem helt trætte. Det hele var meget skægt at se på.
Det var ikke kun hundene, som han fik opmærksomhed fra. Mange af de mennesker, som var mødt op, kom hen til os og spurgte, om de ikke lige måtte tage et billede af Oskar eller holde ham. Selv fotograferne, som gik rundt derhenne, var vilde med ham.
Hele dagen var sjov og vi, især Oskar, har fået mange oplevelser, som vi aldrig glemmer. Vi glæder os til Danmarks sødeste hund 2009, for der har vi tænkt os at deltage.
Det kan godt være, at dommerne ikke synes, at Oskar er Danmarks sødeste hund, men vi herhjemme er helt uenige. VI synes at han er den sødeste, og det vil han altid være.
Degas familie, Næstved
Først vil jeg sige mange tak for en super god og lærerig dag. Selvom vejret var vådt og gråt, formåede dommere og deltagere at holde humøret oppe. Det var bare hyggeligt.
Vi deltog selv med vores dejlige franske bulldog Dega, som tog udfordringen i stiv pote. Der var mange mennesker, der lige skulle hen for at klappe og ae. Det var en stor udfordring for Dega, men han tog det flot.
Vi var nogle fra Hundegalleriet, der havde aftalt at mødes for at hilse på dem, man nu sidder og snakker sammen med bag skærmen. Det var jo en oplagt chance, syntes vi. Det var super sjovt at snakke med de personer, og ikke mindst hilse på alle de dejlige hunde.
Efter to store regnskyl og en del kø, var det blevet vores tur til at komme til dommerne, godt våde vel og mærket. Vi blev dejligt positivt modtaget af Anette og Lisa. Vi snakkede om vidt og bredt. Til sidst spurgte de så: Hvor gammel er Dega? Da vi fortalte, det rent faktisk var hans fødselsdag, brød begge ud i sang med: I dag er det Degas fødselsdag hurra hurra hurra. Det var da lidt sejt gjort. Vi gik fra dommerteltet med et smil på læben.
Og selvom vi ikke kom blandt de udvalgte hunde, så ved vi, at vi har Danmarks Sødeste Hund ;o)




