I marts måned udkommer et af årets mest ventede computerspil, SimCity. BT har derfor været et smut i Stockholm for at møde hjernen bag spillet, Kip Katsarelis.

Når man siger SimCity, vil det få en klokke til at ringe hos fædrene til den nuværende spilgeneration. Dette utrolige populære spil, hvor man opbygger sin egen by og får den til at fungere som et samfund, har været inspiration for langt de fleste simulatorer, bl.a. The Sims. Spillet har mere end 20 år på bagen nu og derfor er det vel ikke oplagt, at spillet vil tiltale nutidens spillere?

- Jeg er ret overbevist om, at vi med SimCity kommer med et spil, som rammer præcist ind i nutidens spilgeneration også, fortæller Kip Katsarelis. Hele konceptet med at opbygge sin egen verden, har jo aldrig været mere populært end i dag. Se bare et spil som Minecraft, hvor kreativiteten er i højsædet.

- SimCity i dag indeholder de samme grundprincipper som tidligere, men på mange andre måder, er det jo enorm forskel. SimCity 2013 er langt mere et ’spil’ end sin forgænger, ligesom en af de nye afgørende faktorer er, at man kan spille online sammen med andre, forklarer Kip.

Alt for skræmmende

Selvom SimCity er en meget virkelighedstro simulator, hvor man har en meget høj grad af realisme, er det dog ikke alting fra den virkelige verden, udviklerne har valgt at lave muligt.

- Der er nogle ting fra virkeligheden, som er for skræmmende at tage med over i spillet. Det er ting som Tsunamier, terrorisme og skole-nedskydninger. SimCity er et spil og det er noget man skal have det godt med og være i godt humør til, så nogle ting er helt bevidst udeladt. Det synes vi ikke hører hjemme i et computerspil. Det betyder dog ikke, at spillet er fri for katastrofer. Man vil f.eks. kunne opleve orkaner og jordskælv, fortæller Kip Katsarelis

Arbejd sammen med dine venner

Det de fleste fans ser frem til i det nye SimCity, er muligheden for at spille online sammen med sine venner. På diverse fora har der dog været en udbredt bekymring om, at ved at åbne op for multiplayerspil, vil det give useriøse spillere en chance for, at ødelægge byer, som ’ejerne’ har brugt hundredvis af timer på at opbygge. Det er der dog taget højde for.

- Det bliver ikke en mulighed, at man kan tage direkte kontrol over en anden by. Vores multiplayer-del går derimod ud på at arbejde sammen med dine venner, forklarer Kip.

- Det er muligt at hjælpe hinanden, så hvis du har for meget kriminalitet i din by, kan en kammerat sende politi til din by, for at hjælpe. Det er den måde, vi ønsker at spillerne skal interagere med hinanden. Der vil dog også være muligheder for at genere sine nabo-byer. Det kan f.eks. være ved at sende forurening mod hans by, eller sende kriminelle bander, for at nævne et par eksempler. Dog er det noget, der kan bekæmpes, så du altid selv har mulighed for at redde din by, slutter Kip Katsarelis.

SimCity udkommer d. 8. marts og udgives kun til PC.