Streaming-verdenen er fyldt med underholdningstilbud, og vi kan umuligt dække dem alle hver måned. Men hvad ser vi her på redaktionen, når vi stempler ud på kontoret, sætter os til rette derhjemme i sofaen med en god kop kaffe og tænder for en af de mange tjenester? Det kan du fremover læse alt om i denne sektion, der ikke bare indeholder alle vores favoritter, men som også afslører alle vores guilty pleasures og yndlings tidsslugere. Find din næste serie her.

Arrow
Indrømmet: Vi fandt Arrow ordinær og en smule skuffende, da vi i sin tid dækkede første sæson af serien her i tablet-magasinet, men som vi satte os tilrette på sofaen og blændede op for anden sæson skete der et eller andet. Stephen Amell har et bedre greb om rollen som henholdsvis den maskerede hævner Arrow og rigmanden Oliver Queen, men det bedste er, at der er kommet skub i både skurkegalleriet og dermed ekstra gas på de mange superhelte. Med gæsteoptrædener fra bl.a. Deathstroke, Amanda Waller fra Suicide Squad, Nyssa al Ghul og Caity Lotz som Canary er Arrow langsomt, men sikkert, blevet en vaskeægte guilty pleasure.

Friday Night Lights
HBO Nordics arkiv er fyldt med klassikere som Oz, Deadwood og The Sopranos, men graver du lidt dybere, opdager du også oversete perler som bl.a. Friday Night Lights. Peter Bergs texanske drama om den lille soveby Dillon og dens fodboldbesatte indbyggere er fremragende tv-underholdning. Serien tegner et billede af et forarmet, men samtidig fodboldentusiastisk samfund, der kæmper med både racisme, fattigdom og stoffer, mens de drømmer om at vinde det gymnasiale fodboldsmesterskab. Nyd Kyle Chandler i rollen som den pressede træner Eric Taylor og Connie Britton som hans forstående hustru Tami. En skøn dramaserie til efteråret.

Ripper Street
Når nu BBC's mageløse Sherlock-serie insisterer på at udspille sig i nutiden, er det dejligt at selskabets anden serie, Ripper Street, der tager sit udgangspunkt i tiden efter Jack the Ripper, holder fast i det victorianske London med dets rygende skorstene og møgbeskidte gader. Nok er den udtænkt som en procedural, men sagerne har tyngde og vid nok til at virke både spændende og overraskende – og så er skuespillet, der leveres af bl.a. Jerome Flynn (Bronn i Game of Thrones) og Matthew Macfadyen (Spooks), i særklasse. Netflix har seriens to første sæsoner liggende klar til dig, hvis du mangler en spændende kriminalserie i en vidunderlig tidsepoke.

Rescue Me
Så du MTV i slutningen af 80'erne, husker du sikkert også komikeren og speedsnakkeren Denis Leary, der i nogle korte sort/hvide-monologer harcelerende løs om alt og ingenting. Det job blev år senere forvandlet til en glansrolle som brandmanden Tommy Gavin i serien Rescue Me. Tommy færdes i en misogyn og hypermaskulin verden, hvor selvudslettelsen og dæmonerne hersker. Det er et sorthumoristisk indblik i livet på en brandstation i kølvandet på 11. september, og den verden rammer Leary, der selv er ud af en brandmandsslægt, lige i røven. Rescue Me er utvivlsomt en af serielandskabets mere oversete tilbud, så gå endelig ikke uden om den.

Læs resten af listen lige her.

Vil du have løbende nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.