En fejl i softwaren til iPhone betyder, at alarmen ikke virker, som den skal.

Sov du for længe i morges?

Hvis du gjorde og hvis det var fordi du af en eller anden grund ikke hørte alarmen i din iPhone, så er det ikke dine ører, den er gal med.

En softwarefejl i iPhonen er nemlig skyld i miseren. Præcis hvilken type fejl, der er tale om, vides endnu ikke med sikkerhed, men sikkert er det, at ingen af de mange iPhones, der verden rundt var sat til at vække deres ejermænd, ringede som de skulle. Ja faktisk ringede de slet ikke.

Overalt på nettet raser brugere af iPhones over fejlen, som angiveligt har medført alt fra missede flyafgange til forsinkede mødetider på arbejde.

Apple har endnu ikke kommenteret fejlen, men skal man tro forskellige hjemmesider på nettet, er der forskellige måder hvorpå man selv kan 'snyde' alarmen til at virke, så man i hvert fald kommer op til rigtig tid i morgen. Det man skal gøre, er at lave en generel alarm, der ringer alle dage. Andre hjemmesider skriver, at problemet løser sig selv den 3. januar.