Det kommer ikke som nogen overraskelse, at den sociale netværkstjeneste er enormt populær blandt danskerne. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 40 pct. af den samlede voksne befolkning og 80 pct. af de 16-19-årige har en profil på Facebook.
En ny publikation, "Det digitale samfund 2009", fra IT- og Telestyrelsen viser også, at danskerne har et lemfældigt forhold til Facebooks brugerbetingelser. Det er især de yngre brugere som ikke bekymrer sig om at beskytte sine private data.
Ifølge Sarah Kirkeby, der er ansvarlig for privacy-området hos IT- og Telestyrelsen, så skyldes den tendens, at de unge ikke føler samme behov for at værne om privatlivet.
- Grænserne rykker sig hele tiden, og det lader til, at de unge i dag ikke synes, at det er slemt at få eksponeret information og billeder fra fester, hvor de er fulde. Det er blevet en del af deres digitale identitet, siger Sarah Kirkeby og fortsætter:
- Hvor ældre brugere kan føle det som en overskridelse af privatlivets grænser at blive forbundet med en reklame på Facebook, så kan det omvendt være en cool ting for de unge, at blive sat i forbindelse med et særligt produkt.
Sarah Kirkeby påpeger, at det på ingen måde er farligt at have en profil. Kun en procent af danskerne har oplevet identitetstyveri via Facebook. Men det kan godt få ubehagelige konsekvenser, hvis man ikke tænker sig om, når man deler sine ting med omverdenen.
- Der er eksempler på folk, der har skrevet ting om deres chefer, og for nylig fik det alvorlige konsekvenser for en politibetjent, da han ytrede personlige holdninger på sin profil. De bedste råd er, at man ikke skriver noget, der ikke kan tåle dagens lys. Dybt fortrolige ting bør man holde i en snæver kreds og så bør man bruge lidt tid på privatlivs-indstillingerne, råder Sarah Kirkeby.






















