For under en tusindlap kan du omdanne dit Apple Watch af stål til guld-udgaven. Hjemme i køkkenet.

Går du og drømmer om et 70.000 kroners Apple Watch i guld uden de store summer på lommen, så er der hjælp at hente i et nyt Kickstarter-projekt. Kemikeren Eric Knoll har lavet gør-det-selv-sættet, der omdanner en noget billigere rustfri-stål-udgave af Apple Watch til guldmodellen hjemme på køkkenbordet.

Sættet indeholder tre forskellige stoffer, som skal påføres i en bestemt rækkefølge. Og det er ikke bare maling; ved hjælp af en elektro-kemisk proces bindes de guldfarvede atomer til urets metaloverflade. Ikke engang trænede øjne vil kunne se forskel på den ægte vare og Midas Touch-udgaven. Sættet har endda den fordel, at guldet kan "genopfriskes", når det begynder at slides af. Du kan endda gå tilbage til den originale ståludgave hvis du en dag skulle fortryde guldfarven.

I øjeblikket virker sættet kun med ståludgaven af Apple Watch, men Eric Knoll arbejder på en udgave, der virker med den endnu billigere Sport-model, der er lavet af aluminium.

The Midas Touch-sættet kan forudbestilles her. Projektet har allerede overgået det økonomiske mål - og det forventes at blive sendt ud i starten af august måned.

Se en videodemonstration af processen hos iNPUT.