Fortællingen om kong Arthur og hans modige gralriddere er et grundelement i britisk kultur og selvforståelse, og dens indflydelse rækker langt ind i det europæiske fastland. Desværre lader sagnet ikke til at være nået uforfalsket over Atlanten, hvor Sonys Santa Monica-studie i disse dage arbejder hårdt på at færdiggøre The Order: 1886. Det skulle i modsat fald være gået de flestes næse forbi, inklusiv min egen, at sagnkongen og hans gæve riddersvende grundlagde en hemmelig orden, der endte med at bekæmpe varulve i det victorianske England – ja, der kan man bare se.
The Order: 1886 er en uforfalsket hyldest til steampunk-genren med sit ærkebritiske persongalleri og lavteknologiske våben og omgivelser, der skamløst stjæler fra flere epoker i et forsøg på at skildre en kontrafaktisk, Bioshock Infinite-lignende industriverden fuld af luftskibe, gammeldags revolvere og en bande jolly good chaps, der synes mest opsat på ikke at skabe en scene, der ville ødelægge appetitten før eftermiddagsteen.
Læs også: Nyt Zelda-spil overgår alle tidligere i størrelse
Deres indforståede fraser bliver leveret med en mumlen, der er en DR-serie værd, mens de stirrer på hinanden med dystre miner, og som spiller fatter man meget lidt af, hvad der foregår. Det er næsten ufrivilligt morsomt at se riddertroperne kørt helt ud over stregen, indtil man indser, at stereotyperne er alvorligt ment fra udviklerens side. Dernæst indfinder melankolien sig som regnen på en eftermiddag i London, og som en engelsk bulldog slipper den aldrig sit greb undervejs.
I den korte demo, vi fik vore behandskede gentlemanhænder i, trådte vi ind i rollen som den storbandende og muskuløse Grayson – den tredje i ordenens historie til at bære titlen Sir Galahad. Ud over også at bære et overskæg, der ville få selv Borat til at rødme, er Grayson udstyret med et lettere forsimplet vokabularium, der mest gør brug af adjektivet ”bloody”, samt en overdrevent macho personlighed, som ville sikre ham flere æresgrader på Marcus Fenix-akademiet. Vor første konfrontation med en gruppe rebeller på luftskibet Agamemnon blev ganske vist et studie i filmiske mellemsekvenser og Quick Time Events, men når der fra tid til anden kom action på drengen, var det sjovt nok også i bedste Gears of War-stil med cover-baserede skydekampe.
Uheldigvis fungerede intet i demoen optimalt, og der skal nok sættes ekstra kræfter ind på at finde den hellige gral, der får disse elementer til at gå op i en højere enhed, før den planlagte lanceringsdato i slutningen af februar 2015. Lad os alligevel begynde med lyspunkterne, skønt disse dårligt rækker ud over entalsformen. Grafikken i mellemsekvenserne, som spilleren selv får lov at manipulere med fra tid til anden i klassisk Heavy Rain-stil, er fremragende skabt, og man fornemmer et sjældent glimt af de grafiske muskler, PS4’en rummer bag sit gådefulde sorte ydre. Detaljegraden er imponerende, og man fornemmer næsten vinden i håret, da man rapeller ned ad siden på den gigantiske zeppeliner og nyder udsigten over gode, gamle London.
Læs resten af omtalen her