Frustration, vrede og afmagt. Følelserne bobler frem i mig, mens en time med The Evil Within, Shinji Mikamis seneste rædselskabinet, bliver til en håndfuld. Frustrationen – du ved, den, der pludselig giver dig lyst til enten at slå et hul i en gipsvæg eller lægge dig hulkende på gulvet i fosterstilling, stammer fra styringen af detektiven Sebastian Castellanos, spillets rigide kriminalbetjent, der manøvrerer rundt som en middelstor kampvogn på et linoleumsgulv smurt ind i sæbe.
Da jeg har fået bare nogenlunde styr på frustrationerne, melder vreden til gengæld sin ankomst. Vreden over ikke at kunne kigge rundt om et hjørne, uden at skulle millimeterkneppe styringen, selvom The Evil Within helt åbenlyst afkræver det. Det er omtrent samme vrede, der pludselig får mig til at skrige ad fladskærmen, da Sebastian - for gud ved hvilken gang - samler en pakke tændstikker op fra jorden i stedet for de tre patroner, jeg så desperat har brug for, hvis jeg skal overleve stævnemødet med endnu en brummende motorsav.
Læs også: Shinji Mikami - Kvinder er altså ikke sexobjekter
The Evil Within, der har plantet sit genreflag dybt i survival horror-mulden, fremkalder masser af følelser, men ingen af dem har noget med frygt eller angst at gøre. Japanske Shinji Mikami, som mere eller mindre opfandt genren med skabelsen af Resident Evil, har ikke skabt en blodig og dunkel rejse gennem sindets dybeste afkroge, men mere en samling "The Best of ..."-øjeblikke, der kun fra tid til anden viser, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke Mikami var så pokkers næsegrus begejstret for sine egne snart ti år gamle landvindinger.
Tango Gameworks’ debutspil er nemlig på mange måder som et opsamlingsalbum: En samling øjebliksbilleder spændende over alt fra motorsavsbærende brushoveder til fakkelviftende og klagende udøde, over muterede superhunde til fedladne messende munke. Der er øjeblikke, hvor du er flankeret af en partner, der for alt i verden skal beskyttes mod horder af fjender, og der er sekvenser, hvor vanvittige videnskabsmænd laver forsøg på sagesløse ofre i obskure laboratorier. I 2005 var det en berusende cocktail; i dag føles den lettere gammeldags og fantasiløs – eller i hvert fald som et gevaldigt og lettere dovent deja-vu.
The Evil Within er heldigvis tonalt anderledes. Hvor Resident Evil nærmest jagtede B-filmsdramaet og schlock-effekterne, forsøger Mikami denne gang at fremmane en lidt anden stemning. Inspirationskilderne, der rummer alt fra biograflærredets Shutter Island over Inception og til Jaws, bruges rask væk til at skabe en fortælling der - måske eller måske ikke - foregår udelukkende i Sebastians skrøbelige sind. Det giver også Mikami mulighed for at sende dig rundt til alverdens mareridtagtige lokaliteter, hvor hjemsøgte landsbyer, beskidte fyrkældre, forladte slagtehuse og sært dragende hospitalsgange på en eller anden måde passer fortrinligt sammen og skaber en overbevisende stemning.
