Svenske producent vil lave billige hovedtelefoner med indbygget digital signalbehandling, som leverer overlegen lydkvalitet.

Firmaet XTZ er svensk og grundlæggeren, Olle Eliasson, har sat sig for at være med til at revolutionere hovedtelefoner. Det vil han gøre med firmaets XTZ Headphone Divine, som har indbygget DSP – Digital Signal Processing. Det vil sige, at lydsignalet bliver tilpasset af hovedtelefonerne, hvilket giver bedre mulighed for at få den optimale lyd, uanset hvilken lydkilde man bruger.

Succesfuld kampagne


Men tanken er ikke bare at levere god lyd. Den skal også være billig, så derfor har XTZ bedt Kickstarter-folket om opbakning ved at gå ind og forudbestille XTZ Headphone Divine. Målet var at få 25.000 dollars ind. Og det er lykkedes, for selv om Kickstarter kampagnen først udløber den 3. november, så er der allerede solgt for 65.000 dollars.

Stor rabat til de hurtige


Her kan det godt betale sig at være blandt de hurtige. For man får en stor rabat, hvis man køber nu fremvor at vente til efter kampagnen. Den endelige salgspris bliver 299 dollar eller ca. 1.750 kr. Men slår man til på Kickstarter, kan man lige nu få et par XTZ Headphone Divine for 99 dollars/600 kr., og så kan man allerede få sine svenske hørebøffer leveret i løbet af december 2014. Se Olle Eliasson forklare teknologien i XTZ Headphone Divine her.