Man har automatisk en del forventninger til de nye spil til PS4. Man forventer først og fremmest et fantastisk grafikshow og et helt nyt unikt gameplay. Umiddelbart forventer man altså ikke, at få en grim konvertering af et ældgammelt platformspil. Vel? Men det er hvad vi får med Putty Squad.

Jeg har meget svært ved at se, hvorfor man gemmer udgivelsen af et spil til lanceringen af PS4, når spillet er en næsten direkte konvertering af et 20 år gammelt spil. For mig stinker det langt væk af, at ville score hurtige penge på, at nogle laver et fejlkøb, fordi der ikke er ret mange udgivelser til maskinen. Jeg tror faktisk også, det er årsagen til denne udgivelse af Putty Squad. Alligevel kan jeg ikke lade være med, at være glad for udgivelsen, for det er et af den slags spil, man ikke kan undgå at synes om - selvom der ligger spekulation bag.

Putty Squad er et over 20 år gammelt koncept, der var populær til både Super Nintendo og Amiga tidligt i 90'erne. Dengang hed de Putty og Silly Putty. Det er platformspil, som vi husker i sin spæde barndom fra dengang, hvor alting var simpelt og nyt. Det er dette koncept, der er bygget videre på igen og igen gennem årene, men hvor vi desværre ser færre og færre, der husker rødderne. Netop derfor er gensynet med Putty Squad så kærkomment.

Når man første gang starter spillet op, er man heller ikke i tvivl om, at det er en gammel sag. Der er egentlig heller ikke gjort noget ud af, at forsøge at foregive andet. Man bliver mødt af et dejligt farverigt spil, hvor alle banerne er fyldt med liv, flotte skarpe pastelfarver og selv om grafikken absolut ikke er 2014 niveau, bliver man alligevel overrasket over at opdage, at der stort set ikke er nogen forskel fra 1993 udgaven. Se vores screenshots til højre og tjek de 4 første billeder. De er fra Putty Squad. Det sidste billede er fra Putty, anno 1993!!

Selve spillet er utroligt vanedannende. Man skal hjælpe den lille klat, Putty, og hans venner med at komme igennem en pokkers masse baner. Hop, undvig, saml objekter og kom igennem banen - før du skal det samme i den næste bane. Simpelt, men vanedannende som bare pokker. Der er egentlig ingen grund til at komme ind på de småting, der er gjort for at forbedre spillet og styringen af Putty i forhold til forgængerne, for intet af dette, kan imponere. Putty Squad bliver ret hurtigt temmelig svært, så der er udfordringer nok, hvis man kan lide denne slags udfordringer, der nærmest er på Tetris-niveau.

Maskine: PS4
Genre: Platform, Puzzle
Anmeldt af Mutanten.dk
Stjerner: 3/6