Island Tour bygger videre på den klassiske formel og som altid, er der tilføjet nogle nye småting undervejs. Man kan spille på 7 forskellige baner, der hver har en varighed på mellem 20 minutter og 1 time at gennemføre. Hver bane, eller hvert bræt, om man vil, har sit eget tema. På de fleste baner gælder det nemlig om at komme først til mål og i andre om at få flest stjerner. Det er klart, at det giver langt mere plads til held og tilfældigheder, og spillets svaghed er da også, at den ringeste spiller, der ikke vinder et eneste minigame, sagtens kan vinde hele spillet alligevel. Undervejs er der nemlig masser af muligheder for at blive forsinket, eller ligefrem at blive slået helt tilbage til start.
Der er naturligvis tænkt på nye baner og ideer til Island Tour og der er da også flere, der fungerer rigtig godt. Du kommer f.eks. ud at køre i en slags sæbekassebil, hvor du kører i noget, der minder om sæbe. Du glider rundt og har ikke meget kontrol over din bil og det er en sjov udfordring. Det fungerede også fint med en foto-udfordring, hvor du bruger din 3DS-maskine til at lede efter dine mål, ved at bevæge maskinen rundt. Der er også forsøgt med nogle AR-baner, men de er ganske enkelt for ringe i kvalitet.
Som det altid er tilfældet med party-spil, er det multiplayer-delen, der er det bærende element. Det kan faktisk blive halvkedeligt at spille kampagne-delen igennem. Derfor skal der lyde stor ros for, at det er muligt for venner, at deltage i download-play, hvor det kun er den ene af spillerne, der behøver at have spillet i sin maskine. Det har tit været en belastning, at alle deltagerne i multiplayer også skal have spillet selv, men ikke her.
Jeg har ikke været specielt begejstret for at spille Mario Party på NDS, da jeg synes oplevelsen er for ringe i forhold til at sidde foran et tv. Island Tour gør dog et godt forsøg på at tilpasse sig det håndholdte spil og jeg synes faktisk det er godkendt.
Mario Party: Island Tour
Maskiner: Nintendo 3DS
Genre: Party
Anmeldt af: Mutanten.dk
Stjerner: 4/6