Man kan simpelthen aldrig gå galt i byen af Mario, vel? Det er i hvert fald, hvad Nintendo satser på og derfor ser det nærmest ud til, at langt de fleste af deres guldæg, er smidt i denne ene kurv. Det er et enormt sats, men de seneste mange gange er det gået godt. Nu skal Mario så for alvor stå sin prøve til Wii U...

"Det er fandeme noget af det sjoveste, jeg har prøvet i flere år", var reaktionen fra en af vores mest hardcore Call of Duty-fans på redaktionen. Det er et rigtig godt udgangspunkt for starten af denne anmeldelse, for Super Mario 3D World bryder de fleste grænser og begejstrer alle computerspillere. Det er simpelthen så tæt på spil-genialitet, som det kan komme.

Vi kender sikkert alle sammen Mario's verden og flere af hans mange platformseventyr. New Super Mario World har været et af de seneste års største konsolhits og på den måde er det gamle Mario-koncept blevet holdt oppe i tiden. Med Super Mario 3D World bibeholder man alle de gyldne formler, der fungerer allerbedst med Mario og tilsætter spillet en håndfuld nye ideer og kører det hele op i en 2013-grafik. Så sidder vi med en stor-titel.

Konceptet er det samme. Kom igennem en masse baner, besejr modstanderne, saml objekter og avancer til næste level. Designet på disse levels er fantastisk i dette spil. ALT er levende, farvestrålende, indbydende og fyldt med humør. Opfindsomheden er helt i top og vi ser ting, man nærmest kun kan finde på i en japaner-rus...! Skal jeg fremhæve en enkelt ting, er det ideen med at se objekter og figurer som siluetter og/eller skygger og styre dem derfra. Sjovt og udfordrende. På mange måder er spillet også det mest uforudsigelige Mario-platformspil nogensinde på grund af de uhyre opfindsomme baner.

Den største nyskabelse i 3D World er ideen med at lade vores figurer hoppe i en kattedragt. Vi har set dragter i tidligere spil, men kattedragten er den, der har givet os den største forandring i bevægelsesmulighederne. Som kat man vi løbe på alle fire, lave specielle moves og kravle op ad lodrette flader. Vi kan simpelthen bevæge os som en kat, med de muligheder det giver. Sjovt, idefyldt og en åbning for masser af nye muligheder for at designe banerne.

Det har også ofte været et bærende element i Mario-spillene, at man kan spille flere samtidig. Multiplayer-delen i 3D World er absolut også et af dette spils bedste punkter. Nintendo har fundet på en sjov ide med at kåre en 'konge' af hver bane, som får en krone på hovedet (der reelt er uden værdi). Rent psykologisk betyder den dog alverden og vi måtte gang på gang grine af os selv, på redaktionen, da vi opdagede, at vi ubevidst nærmest spillede sammen mod 'kongen', så han skulle miste sin krone til næste bane. Et fantastisk sjovt tvist at smide ind i spillet.

Der er ikke så meget at diskutere om Super Mario 3D World. Det er en 'must-have' titel og også en titel af en sådan værdi, at alene dette spil er værd at købe en Wii U for.

Super Mario 3D World

Maskine: Wii U

Genre: Platform

Anmeldt af: Mutanten.dk

Stjerner: 6/6