For nyligt var BT’s udsendte på plads i Køln – med sin 7-årige søn, da Activision præsenterede næste kapitel i det utroligt populære Skylanders-univers. Skylanders har de seneste 2 år været det legetøjsprodukt, der har solgt mest på verdensplan, så vi var naturligvis spændte på fortsættelsen.

Normalt er vi, som spilanmeldere, ret hårdhudede overfor producenternes lovord. Vi har for længe siden lært, at selv det værste spil, kan præsenteres som årtiets gave til spillerne… Da vi fik invitationen til Swap Force, var den dog ret usædvanlig, da vi blev bedt om at tage et barn med til presseeventen. Spiludviklerne var nemlig ret ligeglade med, hvad vi voksne anmeldere mente – de ville have spillet testet af målgruppen. Derfor tog jeg min søn under armen og tog af sted til Køln…

At dømme ud fra reaktionerne fra vores mindste anmelder Nicolai på 7 år, er der i den grad noget at glæde sig til, når Skylanders Swap Force rammer butikkerne i denne uge. Da Activision sidste år udgav Skylanders Giants, kunne man som forælder fristes til at tro at det var for at vride de sidste basseører op af lommerne på forbrugerne, mere end der var tale om noget overraskende nyt. Denne gang må man sige at Activision har formået at finde på noget nyt, og gøre spillet endnu bedre, sjovere og flottere end sidst.

Man kan stadig bruge sine gamle figurer, og oveni hatten er der I denne omgang kommet 16 nye Skylanders, 8 Lightcore Skylanders, 16 tilbagevendende figurer har fået nye evner, og sidst men ikke mindst, er der kommet 16 af de nye Swap figurer, med hver deres unikke evner og våben.

Nogle Swap figurer kan bounce, nogen kan flyve, nogen kan få hjælp at naturen og nogen kan noget helt fjerde. Det nye ved Swap Force, er at man nu kan bytte rundt på over- og underkroppen af figurerne, og derved kan man i princippet lave 256 forskellige figurer, med hver deres unikke evner og våben. Det giver en ny dimension til spillet, at man udover at bruge figurer af det rette element, nu også skal sammensætte sine figurer til bedst muligt at klare opgaven.

En ny ting der også er værd at bemærke, er at figurerne nu kan hoppe. Det lyder måske ikke som noget vildt, men det føles bare så meget bedre at man kan hoppe op på ting, frem for, som tidligere, at skulle lede efter en trappe, blot fordi man var faldet ned fra en kasse.

Swap Force er en klar forbedring af Skylanders universet, og der er ingen tvivl om at Nicolai står klar, når spillet rammer butikkerne. Det ligner derfor en af de mere sikre kort, når julegaverne skal købes.

Skylanders: Swap Force udkommer på fredag med en vejledende pris på 499 kr. for spil + 3 figurer.