Det er ikke en solstrålehistorie, den russiske forfatter Dmitry Glukhovsky har flettet sammen i sin bog Metro 2033: En dystopi om en verden lagt totalt i ruiner efter et søndersmældende bombardement af atombomber.
 
I år 2033 lever de få tusinde tilbageværende under jorden i Moskvas dunkle og vidtforgrenede metrosystem af tunneller og stationer. Her forsøger de at stable et nyt samfund på benene, mens de venter på, at den kontaminerede jordoverflade og solens skarpe stråler aftager i styrke, så det igen er trygt at færdes udenfor. Men atomkrigen har ikke bare gjort overfladen ubeboelig – den har også fremmanet en række mutanter og glubske bæster, der nu vandrer (og svæver) hvileløst og upåvirket rundt mellem ruinerne og de mange bilvrag.  

Læs også: Hearthstone runder 20 millioner spillere
 
Som spiller træder du ned i støvlerne på Artjom, bøgernes hovedperson og en af de få overlevende, der mere eller mindre har levet hele sit liv i de fugtige tunneller, dårligt oplyste skakter og endeløse sidespor – og du indlemmes i fortællingen, bedst som din metrostation angribes af en håndfuld muterede livsformer. Men hvor Glukhovskys bog bl.a. handler om politiske ideologier, vores races hang til krig, had og systematisk undertrykkelse af andre etniske grupperinger, bruger 4A Games udelukkende værket som et post-apokalyptisk baggrundstapet. Der er ingen høje filosofiske tanker eller fortællermæssige overraskelser i spilkoden af nuller og ettaller.
 
Og uden et fortællermæssigt anker føles Metro Redux, der består af spillene Metro 2033 fra 2010 og Metro: Last Light fra 2013, derfor en kende underernæret. Artjom, der aldrig siger så meget som et ord gennem de to spil, er en tavs, upersonlig og kedelig tunnelsoldat. Imens føles missionerne ofte som simple stik-i-rend-opgaver, hvor du med fingeren på aftrækkeren og en ukuelig trang til at nå frem til næste perron pløjer dig gennem det dunkle tunnelsystem. Der er en helt igennem god atmosfære og en nærmest luksuriøs brug af lys og slagskygger i Metro Redux, men hvad gør det, når du for det meste trasker i hælene på en computerstyret og følelsesforladt figur med ansigtsmimik som en brøddej?

Læs resten af anmeldelsen her