EA har som regel altid fat i noget rigtigt, men hvor Medal Of Honor-serien tidligere var en af årets helt store udgivelser, er gassen gået lidt ud af ballonen de seneste år. Warfighter er kommet på gaden og er blevet mødt af massiv kritik og ekstremt dårlige anmeldelser, men helt så dårligt, som mange andre, finder vi nu ikke spillet.

Det hører til sjældenthederne at spil fra EA bliver høvlet fuldstændig ned af pressen. Op til release af Warfighter har vi dog kunnet læse den ene mere kritiske anmeldelse efter den anden og bundkaraktererne står i kø. Skal vi skære til benet med det samme, er kritikken ikke helt forfejlet, men måske heller ikke helt berettiget. Igen handler det om forventninger. Vi lander måske lidt over de fleste i vores vurdering, for helt uden evner er Warfighter altså ikke.

Udviklerne havde på forhånd lagt op til, at Warfgighter skulle have et mere menneskeligt element over sig og i spillets historie skal vi da også forsøge at få et forhold til "Preacher", hvor nogle følelsesladede scener med hans familie udspiller sig. "At være soldat, koster i privatlivet", skal vi lære, hvor Preacher jo kun er et menneske som alle os andre, der elsker sin familie. Hvorefter man styrer ham ud og slagter 200 modstandere, ved at skyde dem i hovedet. Så faldt den menneskelige kant ligesom fuldstændig til jorden. Krigs- og skydespil kan altså bare ikke forenes med, at det er synd for nogen.

Medal Of Honor-serien var, tilbage på PS2, en af de rigtig store serier, men det har været svært at finde sin plads på markedet overfor Battlefield og ikke mindst Call Of Duty. Warfighter skulle derfor finde en ny vinkel, men det kan desværre overhovedet ikke ses. Der er simpelthen intet som helst nyt at finde, som får spillet til at skille sig ud fra andre i genren. Måske lige bortset fra, at det er flot, rent visuelt. Mere end gennemsnittet. På gameplay-siden er der derimod intet nyt og spillet fremstår som en gang leverpostej i både single- og multiplayer. Det er ganske enkelt for gennemsnitligt og uden noget, der skulle animere spilleren til at bruge penge på dette, frem for et andet. Snarere tværtimod.

Warfighter dør derfor på sin middelmådighed, for konkurrenterne er knivskarpe og langt bedre spil. Historien fejler totalt, gameplayet er ringere end de andres og er der flere utilgivelige fejl. Nogle steder 'forsvinder' en modstander pludselig. Andre gange sidder de fast i en væg. Fejl der er helt på begynderniveau. Man sidder også med en halvfesen fornemmelse når man skyder sine modstandere, hvor alting bliver alt for meget 'tegneserie'-agtigt og meget, meget langt fra den realismefølelse udviklerne tilstræbte.

Warfighter er en gang havregrød, men alligevel ikke et ringe spil, isoleret set. Hvis man er en 'ny' spiller eller ikke kender genren indgående, kan man sagtens kaste sig over Warfighter og få en god oplevelse. Det er i sammenligningen med de øvrige spil på markedet, det flopper. Motivationen til at erhverve Warfighter skal derfor være, at spillet sandsynligvis hurtigt vil falde i pris pga. manglende salg og vel snart kan købes til 99 kr. I det prisleje, finder vi værdien, som et supplementsspil til Fifa-spilleren.

Maskiner: PS3, Xbox, PC

Genre: Skydespil

Anmeldt af Mutanten.dk

Stjerner: 3/6