Maskiner: PS3, Xbox 360, Wii, 3DS
Genre: Platform, action
Anmeldt af: Mutanten.dk
Stjerner: 5/6

LEGO Lord of the Rings, har været et af de spil jeg har glædet mig allermest til I år. Om J.R.R. Tolkiens univers, Ringenes Herre, har kunnet klare 'LEGO-fiseringen', og om mine tårnhøje forventninger er blevet indfriet, kan du finde ud af her.

LEGO er tilbage med deres 14. spil i rækken. Sidst var det LEGO Batman 2, der havde fået en snært af et openworld spil, og denne gang har Tt Games taget skridtet videre, mod at at gøre LEGO spillet til en endnu større sandkasse. Samtidig er der blevet addet nogle flere rpg elementer, som gør det endnu sjovere at gå på opdagelse.

Ligesom de tidligere LEGO spil, bygger LEGO Lord of the Rings på en allerede kendt og elsket historie, og denne gang er det J. R. R. Tolkiens univers, Ringenes Herre der har fået en tur. Spillet følger filmene slavisk mere end bøgerne, og samtidig har LEGO taget sine friheder og smidt små sjove LEGO påfund ind hist og her.

Som noget nyt har du fået din egen lille rygsæk, hvorfra du kan skifte karakterer, eller hive ting op af tasken ala en fiskestang, buer, sværd etc. Samtidig kan du gå rundt omkring i verdenen og finde arbejdstegninger som du kan give til smeden i Bri. For et par Mithrill klodser kan du få ham til at lave alverdens ting og sager såsom rustninger, våben eller tossede ting som en diskokugle, der får alle dine fjender til at danse når du går forbi dem.

I et spil der slavisk følger den mere end 9 timer lange film, er det svært at se hvor Tt Games har fået tid til at lave meget andet end cutsekvenserne. Grafikken er måske ikke så pæn som den plejer at være, men til gengæld er der omkring 1.5 timers cutsekvenser, og ikke mindre end 40-50 timers spil i vente. Når man først har gennemført de 3 film, skulle man måske tro at man var ved at være igennem spillet, men det er ikke tilfældet. Når spillet er spillet igennem, har man gennemført omkring 30-40 % (alt efter hvor mange ting man har lagt mærke til), og så starter jagten på at finde de sidste klodser, de sidste bonus baner og få bygget de sidste ting hos smeden i Bri.

LEGO Lord of the Rings, har desværre også en hel del bugs, og igen er det multiplayer delen den er mest gal med. Fx er der flere steder spillet fryser når man kom til et bestemt sted, så gang på gang må den ene spiller logge ud, så den anden kan køre banen igennem som singleplayer, for så igen at kunne spille 2. Det er frustrerende, da LEGO Lord of the Rings er hamrende sjovt at spille multiplayer, og det ødelægger rytmen i spillet at den ene af og til må logge ud, eller genstarte spillet.

LEGO Lord of the Rings har gjort det igen. Det er et af de bedste børnespil jeg nogensinde har spillet, til trods for at det til tider er en tand dystert. Det spiller på alle de rigtige tangenter i forhold til børn og barnlige sjæle, og det er en fantastisk måde at introducere børn der endnu er for unge til at se filmene, til Tolkiens fantastiske eventyr univers, i en LEGO forklædning som ungerne allerede er vant til. Der er stadig et par bugs som får spillet til at gå ned fra tid til anden, og co-op delen fungerer ikke altid optimalt, hvilket desværre trækker spillet ned. Når det så er sagt, har det ikke været nok til få mig til at holde nallerne fra kontrolleren, og hvis du spørger undertegnede om LEGO Lord of the Rings bør ligge under juletræet, er svaret et rungende JA..