Udgiver: Pan Vision
Maskintyper: PS3, Xbox 360
Genre: Action, RPG
Antal spillere: 1
Rating: PEGI 18 år
Anmeldt af: Mutanten.dk
Stjerner: 3
HBO's tv-serie Game of Thrones har haft enorm succes, så det var vel egentlig blot et spørgsmål om tid, inden der kom en spiludgave på hylderne. Det er dog sjældent at et spil kan leve op til filmen og vi tjekker om det også er tilfældet her.
Spillet Game of Thrones, bygger på den første bog i serien "A Song of Ice and Fire", skrevet af George R. R. Martin. Det er udviklet af Cyanide Studios, og lavet i samarbejde med HBO og R. R. Martin. Det er et lineært action RPG (rollespil), der foregår i Westeros, men for ikke at spolere hele TV serien, valgte Cyanide at lave en helt ny historie, som foregår parallelt med serien, men stadig i de kendte omgivelser. Samtidig vil de der kender serien, genkende en masse referencer og karakterer fra serien.
Som spiller skifter du mellem to historier, og to karakterer - Mors Westford og Alester Sarwyck. Mors er en hårdkogt kriger, og går under øgenavnet "Slagteren". Han forlod sin familie for 15 år siden, for at blive broder i Night's Watch, som er en orden der beskytter "Muren". En gigantisk mur af is, som blev bygget for at beskytte de 7 riger, mod dem som lever på den anden side. Alester Sarwyck forlod også sin familie for 15 år siden, men for at slå sig ned i de fries by. Her blev han medlem af ordenen Clergy of R'hllor, for at blive præst, og lever for at tjene sin gud og sin tro.
I Game of Thrones skal du (som i så mange andre RPG'ere), bygge dine spillere op. Men som noget lidt anderledes, bygger historien sig også op omkring hvordan du vælger at handle og svarer, i de forskellige dialoger. Historien i spillet er rigtig god, og karaktererne rummer en fin dybde, der gør dem troværdige. Samtidig er dialogerne gode, og bygger spillet op, i stedet for (som i så mange andre spil) blot at være til gene og stor irritation.
Desværre kan Game of Thrones ikke leve ene og alene på den gode historie, og dets kampsystem ødelægger desværre hele fornøjelsen. Tv serien har masser af vold og action, og det kan man ikke beskylde Cyanide for at have taget til sig. I stedet kan man i kampens hede, pause spillet, vælge et par angreb, sætte spillet i gang igen, og læne sig tilbage og se de kæmpende fyre deres slag af.
Når ens slag er brugt, kan man starte processen forfra, hvis man da ikke er løbet tør for energi, eller tålmodighed. Det hele bliver desværre til en meget kedelig affære, da man tit bare venter på at fjenden lægger sig ned, så man kan komme videre I historien. Game of Thrones var ikke den oplevelse jeg havde håbet på. Det er en lineær fortælling, med et kampsystem der egner sig bedre til et open world univers.
Det er muligt at fans af serien, vil finde det spændende at rende rundt i universet, og der er måske også enkelte der kan lide kampmekanikken. Hvis jeg fik valget mellem at bruge en weekend på tv-serien eller spillet, er der ingen tvivl om at jeg vil smide mig i sofaen, med hænderne foldet bag nakken, og nyde HBO's tv-version af Game of Thrones.



