Alt er helt ad helvede til i Los Perdidos, en fiktiv og karikeret udgave af Los Angeles. I hvad der ligner endnu et stormløb på en Imerco-butik for at få fingrene i den eftertragtede Kähler-vase, stimler byens indbyggere sammen på gader og stræder.
Men hvor Danmarks rabiate boligindretnings-husmødre ingen undskyldning har for at opføre sig som et sultent kobbel af ulve, er beboerne i metropolen lovlig undskyldt. De er mere eller mindre alle inficeret med en hurtigt spredende og nærmest uhelbredelig virus, der giver dem en uslukkelig tørst efter menneskekød.
For kendere af Dead Rising-serien er det en velment og kærkommen hyldest til George A. Romeros utallige og genredefinerende zombiefilm, nu blot tilsat en endnu større spilverden, en mere omsiggribende frihed og langt flere muligheder for at præge endnu flere facetter af spillet.
I rollen som den lettere forvirrede, men til gengæld altid muntre og positive mekaniker, Nick Ramos, slippes du fri i den enorme by. Hovedfiguren er ikke meget mere end et par hjerneceller klogere end sine stavrende fjender, hvilket tydeligt kan ses i spillets mange mellemsekvenser, hvor enhver form for rationalitet og tegn på intelligens fordufter, når byens forskruede skæbner tager kampen op mod den kedeldragtbærende bilentusiast.
Læs også: Microsoft afprøver gratis 24-timers spil
Ramos' umiddelbare mission er dog enkel nok: Han skal finde en vej ud af den overrendte by sammen med en umage gruppe af venner, der hver især har deres problemer at slås med – og helst inden den helt igennem rationelt tænkende regering tæppebomber storbyen og forvandler alt og alle til støv. Under denne hovedhistorie ligger der et mylder af småopgaver og sidemissioner, der kan løses eller helt droppes til fordel for selve fortællingen.
Da Dead Rising 3s omdrejningspunkt er en forestående bombning af den omkringliggende verden, er mekanikken med et konstant tikkende ur helt på sin plads. Men som element i et spil, der samtidig opfordrer dig til at udforske dine omgivelser, er funktionen unødvendigt stressende og ofte irriterende, og det selvom den er tonet væsentlig ned i forhold til de tidligere spil.