Sms'en fylder 20: Her er verdens første sms

Det er måske svært at forestille sig for mange. Men der var en tid, hvor man skulle løfte et telefonrør for at komme i kontakt med sine venner. Hvor man skulle have god tid og lytte til hinanden og være i nærheden af telefonen på det tidspunkt, hvor den anden ville i kontakt. Og hvor man ikke kunne komme til at sende lumre fuldemands-sms'er til ekskæresten efter en våd julefrokost.

Men det var netop her det hele startede. Til en julefrokost i England for præcis 20 år siden, hvor verdens første sms bippede sin ankomst.

- Mobiltelefonerne havde ikke tastaturer, så jeg skrev beskeden på en computer. Der stod 'Merry Christmas' (Glædelig jul, red.) og jeg sendte den til Richard Jarvis fra Vodafone, som var til firmajulefrokost, siger Neil Papworh - afsenderen af verdens første sms, der blev sendt 3. december 1992 - til The Guardian.

Han erkender, at hvis han havde vidst, hvor revolutionerende sms'en var, ville han have været mere original. Ønsket om en god jul var ikke lige så kreativt som Neil Armstrongs første ord på månen eller som 'Hr. Watson, kom her - jeg vil lige se dig', som gjaldede ud af røret ved verdens første telefonopkald. Men julehilsnen passede til lejligheden.

Den dengang 22-årige softwareprogrammør Neil Papworth var en del af et hold programmører, der skulle udvikle et tekst-system til internt brug i virksomheder, så medarbejderne kunne kommunikere kort og hurtigt med hinanden.

- Jeg gjorde bare mit job, men det har været fantastisk at se, hvordan SMS'en er vokset fra at være en simpel måde for sekretærer at kommunikere med deres chefer, til at bruges ved for eksempel afstemninger i realityprogrammer, sporing af biler og postpakker eller information om, hvornår et fly er landet, fortæller Neil Papworth til The Guardian.

Det tog dog lidt tid, før mobiltelefonerne blev lavet til at sende tekstbeskeder. Lidt længere før teleselskaberne fandt ud af, hvordan de skulle taksere og afregne. Og så endnu lidt tid før alle verdens teenagere opdagede servicen, sendte 'knuzzarh' til hinanden og forkortede beskederne for at det kunne stå på de tilladte 160 tegn.

De første kommercielle SMS-tjenester dukkede op i 1993 og blev brugt til at fortælle, når der var ny besked på telefonsvareren. Det var primært med denne funktion for øje, at den første SMS-tjeneste blev sat op af svenske Telia i 1993.

I starten var det gratis at SMS'e i Danmark. Siden blev det dyrt og kunne koste op til en krone for 160 tegn. I dag har de fleste dog fri SMS som en del af deres abonnement.

I 2010 blev der sendt over 13 milliarder SMS'er i Danmark. Siden er tallet faldet en smule, efter sociale netværkstjenester som Facebook, Twitter samt iMessage og HeyTell er blevet hvermandseje.

HAR DU ET SJOVT SMS-MINDE? ELLER KAN DU HUSKE DIN FØRSTE? SKRIV HERUNDER

Læs også:

Din kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.
Kommentarer

Rap

Skrevet af Anders And, Mandag den 3. december 2012, 13:58

Rap rap rap rap


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.