PantryChic er en røremaskine med indbygget vægt, der selv afmåler, hvor meget mel, bagepulver og sukker du skal bruge til dit bagværk.

400 gram mel, 200 gram sukker, to æg, en halv liter mælk og en spiseskefuld kanel. Eller var det nu en teskefuld? Mængderne er ikke helt uden betydning, når der skal klaskes dej sammen til hjemmebag. Heldigvis er der gode råd at hente i gadget-verdenen for alle dem, der ikke helt kan huske folkeskolelektionerne om vægt og rummål, eller dem, som slet og ret ikke føler sig hjemme iført forklæde ved køkkenbordet.

Røremaskinen PantryChic kan nemlig hjælpe med det gode bageresultat ved at varetage indtil flere trin af bageprocessen. PantryChic har nemlig indbygget vægt og kan afmåle præcis den mængde mel, vaniljesukker og kardemomme, du skal bruge til en specifik opskrift. Først slutter du din telefon til PantryChic ved hjælp af bluetooth, dernæst sætter du produktspecifikke beholdere på køkkenmaskinen, som derfra selv doserer den rigtige mængde og rører det sammen.

PantryChic kan genkende helt op til 50 forskellige typer af madvarer, hvor den kan omsætte vægt til rummål. De 50 ingredienser omfatter ikke kun tørvarer til bagværk, men også kød og væsker. Du se mere om, hvordan PantryChic virker her 

Køkkenmaskinen er ikke sat i produktion, da der endnu kun er tale om et Kickstarter-projekt, men det har på én dag realiseret en tredjedel af målet på 50.000 amerikanske dollars. Ender køkkenmaskinerne en dag med at lande på hylderne i diverse isenkræmmere, vil den amerikanske pris være $249, hvilket svarer til godt 1.400 kroner.