Fotobranchen har det særdeles svært i den digitale verden, viser nye tal fra Retail Institute Scandinavia. Sammenholdt med den seneste uges kartelbeskyldninger om prisaftaler på pasfoto sætter analysen en tyk streg under fotohandlernes problemer.

Faldende omsætning og butiksdød. Sådan er virkeligheden for de danske fotohandlere, der kæmper en hård kamp for overlevelse ude på landets gågader. I løbet af de seneste fem år er den estimerede omsætning for branchen næsten halveret, mens antallet af danske fotokædebutikker er raslet ned fra 135 butikker i 2011 til 102 forrige år.

Det viser nye tal fra Retail Institute Scandinavia, som netop er udkommet med sin årlige analyse af den danske detailhandelsbranche.

De dystre tal kommer blot en uge efter, at Berlingske kunne fortælle, hvordan de danske fotohandleres brancheforening, Dansk Fotohandler Forening (Dafo), af Konkurrencestyrelsen bliver beskyldt for at have indgået ulovlige kartelaftaler med kommunernes førende pasfotoudbyder, Scan-Tech Sikkerhedssystemer.

Ifølge styrelsen har Dafo angiveligt arbejdet for at ensrette og forhøje priserne på pasfoto hos både fotohandlere og i kommunerne, så forbrugerne formentlig er kommet til at betale overpriser for de små billeder. Det fremgår af en foreløbig rapport om sagen, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

»Fotohandlerne er en branche, der ganske enkelt ikke har formået at følge med udviklingen. Siden forbrugerne gik væk fra at få fremkaldt billeder fysisk i en forretning, har de grundlæggende ikke fundet noget nyt at tilbyde forbrugerne,« siger Dorte Wimmer, der er ekspert i detailhandel og forbruger­adfærd hos Retail Institute Scandinavia.

»Det udgør en kæmpe trussel mod fotohandlerne. Mange af butikkerne er enkeltmandsvirksomheder, ejet af et ægtepar, der skal stå for alle dele af forretningen. Og så kan det være svært at genopfinde sig selv,« forklarer hun.

Kartelmistanke og trange tider

Mens Dorte Wimmer ikke ønsker at udtale sig om den verserende konkurrencesag, medgiver hun, at der er tale om en svært presset branche.

»Det paradoksale er, at vi jo tager billeder som aldrig før, og at vi køber masser af nye kameraer. Der findes vel ikke længere en husstand med respekt for sig selv, der ikke ejer et GoPro-kamera. Problemet for fotohandlerne er bare, at vi køber dem alle andre steder end hos dem. På nettet, i dagligvarebutikkerne eller hos elektronikkæderne,« siger hun.

Og den pointe bliver bakket op af Dafos direktør, Poul Erik Pedersen, der afviser at kommentere den seneste uges beskyldninger om aftalt spil i fotobranchen.

»Store spillere som Elgiganten indkøber enorme volumener, som giver dem store rabatter. Når de kører slagtilbud, kan det nærmest bedre betale sig for vores medlemmer at købe nye kameraer dér end hos deres leverandør,« forklarer Poul Erik Pedersen.

»Vi vil opleve flere lukninger«

Internethandel og manglende stordriftsfordele er dog ikke hele forklaringen på de danske fotohandleres deroute. Ifølge Retail Institute Scandinavia spiller svigtende indtægter fra pasfoto også en central rolle i nedturen, fordi mange danskere i dag vælger at få taget pasfoto i de kommunale borgerserviceafdelinger. Traditionelt har pasfoto ellers været en fast indtægtskilde for fotohandlerne, som før i tiden var sikret et vist afkast fra de omkring 600.000 danske pasbilleder, der bliver produceret hvert år.

»Det ramte fotohandlerne hårdt, da de nye biometriske pas med større krav til blandt andet digitale foto og fingeraftryk blev indført i 2012. Inden da var pasfoto jo en stabil grundindtægt for mange fotohandlere. Men nu tilbyder kommunerne også at tage det digitale foto, og det har haft stor negativ betydning for vores medlemmer,« siger Poul Erik Pedersen.

Ifølge Konkurrence- og Forbruger­styrelsen blev det tvivlsomme makkerskab mellem Dafo og Scan-Tech netop foranlediget af sidstnævntes indtog på det danske marked. Det fremgår af den hundrede sider lange, foreløbige rapport, Berlingske er kommet i besiddelse af. Samarbejdet mellem parterne tog angivelig fart i 2010, efter at kommunerne havde overtaget opgaven med at levere pas og kørekort fra politiet. På det tidspunkt var Scan-Tech den eneste spiller på markedet og sikrede sig aftaler med flere end to tredjedele af de danske kommuner.

Prisen på 85 kroner, som man oprindelig skulle betale for at få taget et pasfoto i en af Scan-Techs kommunale pasfotoautomater, vakte dog stor bekymring hos fotohandlerne. Derfor tog Dafo – ifølge Konkurrencestyrelsens bevismateriale – kontakt til Scan-Tech for at få adgang til systemet og få presset priserne op. Det tvivlsomme partnerskab mundede ud i en aftale, der – i strid med konkurrence­loven – inkluderede vejledende priser for pasfoto på 139 kroner.

Poul Erik Pedersen ønsker ikke at kommentere beskyldningerne fra Konkurrencestyrelsen, men anerkender, at de danske fotohandlere står over for nogle seriøse udfordringer i de kommende år.

»Vi er en presset branche. Vi vil opleve flere lukninger de kommende år; ingen tvivl om det,« lyder det fra Poul Erik Pedersen, der alligevel fastholder, at branchen fortsat har en fremtid – blot i form af færre og meget specialiserede butikker.