Se film og tv når du har lyst: Sådan virker netflix

Kommer til Danmark inden nytår

En ny spiller melder sig sidst på året på banen for underholdende tv-serier og film.

Netflix er en amerikansk underholdningstjeneste, hvor man for et månedligt beløb kan se alle de serier og film, man vil. Og i stedet for at downloade film og serier, hvilket både kræver tid og plads på harddisken, så streamer man dem.

Det vil sige, at man låner dem i det øjeblik, man bruger det. Altså slipper man for ventetid, pladsproblemer på computer eller iPad og alt sammen ganske simpelt og lovligt.

Med Netflix kan du altså på et øjeblik få adgang til et utal af de nyeste tv-serier og film. Mange af dem vil tilmed være i HD-kvalitet og med Dolby Digital Plus-surround-lyd.

Og nu får Danmark sammen med Norge, Sverige og Finland mulighed for at benytte sig af Netflix på pc, Mac, Smart tv, spillekonsoller, Blue-ray-afspillere, smartphones eller tablets. Det eneste, det kræver, udover abonnementet, er forbindelse til internettet.

Medieforbruget stiger

Netflix er én blandt mange online streaming-tjenester, der har fundet sin vej til Danmark.

Senest var det musiktjenesten Spotify, der sidste år blev lanceret for de danske musikelskere.

Professor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet, Stig Hjarvard, tror på succes for Netflix.

- Jeg tror, at Netflix vil få et vist publikum og en vis markedsandel, men som så ofte med den slags medier vil forbrugerne måske snarere lægge det oveni deres eksisterende mediebrug, end det vil blive en reel erstatning, siger Stig Hjarvard.

Vanerne vil ændre sig

Også Finn Kristensen, TV Buying Director fra MediaCom, tror på, at danskerne vil tage tjenesten til sig.

- Folk er ved at være lidt ligeglade med, hvem der distribuerer. Det er indholdet, der betyder noget. Hvis Netflix kommer med noget til danskerne, som man ikke kan få andre steder, så ser jeg ingen grund til, at det ikke skulle blive en pæn succes. Dét, Netflix kan tilbyde, kan komme til at påvirke vores tv-vaner helt generelt.

Netflix er verdens førende abonnementsbaserede internettjeneste for tv-serier og film, og har streamet til millioner af brugere i USA siden 2007.

Netflix kommer til Danmark ved udgangen af 2012, men det er ikke sikkert, at udbuddet bliver lige så stort som på den amerikanske version af Netflix.

De skal nemlig i gang med at forhandle ophavsrettigheder på plads, fordi rettighederne skal godkendes til hvert enkelt land, produkterne udbydes i.

Dette er også grunden til, at danskere ikke bare kan anvende den amerikanske udgave af Netflix fra en dansk registreret IP-adresse.

Sådan virker Netflix

SÅDAN VIRKER DET:

For at streame via Netflix kræves kun en internetforbindelse og et månedligt abonnement.

Netflix kan bruges til massevis af platforme som for eksempel pc, tv, smartphone, tablets, Xbox, Sony Playstation, etc. På eksempelvis en iPad vil Netflix være en app, som giver adgang til kontoen hos Netflix.

I USA koster det månedlige abonnement, hvad der svarer til 48 kr. for ubegrænset adgang.

Det er endnu usikkert, hvad du får mulighed for at se, når Netflix kommer til Danmark, fordi alle rettigheder til f.eks. tv-serier skal genforhandles til det danske marked.

HER SLÅR DE TIL:

Netflix vil primært tage kampen op mod de internettjenester, der tilbyder streaming af serier og film. Det er eksempelvis TV2 Play, Viaplay og YouSee Plus.

Men også de kommercielle tv-kanaler, der viser mange amerikanske serier, vil sandsynligvis kunne mærke den nye spiller i det danske medielandskab. Det vil sige TV3, TV3 , Kanal 4 og Kanal 5.

NETFLIX ANBEFALER:

Megabit download-hastighed for at se HD-kvalitet. Med en download-hastighed på 3 megabit svarer kvaliteten til dvd. 0,5 megabit download er minimum for at kunne se Netflix.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her