Det har langt fra været en god uge for tech-giganten Apple, der for første gang siden 2003 oplevede tilbagegang, men nu er der dukket tegninger op af Apples nye iPhone, som muligvis kan genoprette virksomhedens succes.

Vi skal ikke meget mere end en måned tilbage, hvor Apple introducerede deres seneste skud på iPhone-stammen. Med iPhone SE fik Apple-brugerne en telefon på størrelse med den gamle iPhone 5, men med indmad svarende til den nye iPhone 6, lød det.

Og nu er de første tegninger, der angiveligt skulle være officielle, så dukket op af Apples kommende iPhone 7, som skal hjælpe den store virksomhed med at generobre det mobilmarkedet, som de tidligere har siddet så tungt på, skriver Forbes.

Ifølge mediet vil den nye iPhone komme i en almindelig iPhone 7-udgave og en iPhone 7 Plus-udgave, som vi kender det fra 6'eren. Men derudover kan Apple-fans se frem til en iPhone 7 Pro, der angiveligt vil have langt bedre specifikationer end de to mindre modeller og dermed blive Apples kommende flagskib.

Men hvad der nok er endnu mere overraskende er, at den nye iPhone 7 vil være uden det velkendte jackstick, som man i årtier har anvendt, når der skulle høres musik via walkman, discman og sidenhen diverse mp3-afspillere.

Foto: Mac Fan
Vis mere

For ifølge dokumenterne, der angiveligt viser mål og dele af specifikationerne for den nye iPhone, så er jackstikket væk. I stedet vil det såkaldte Lightning-stik, der også bruges til at oplade telefonen, kunne anvendes, når der skal høres musik, skriver Forbes.

Det forlyder samtidig, at iPhone 7 vil få stort set det samme design som sine to forgængere, iPhone 6 og iPhone 6S.

Bedre kamera

Smartphonen er for de flestes vedkommende blevet det foretrukne kamera, og derfor er kvaliteten af telefonens kamera for mange også et udslagsgivende argument for at vælge den ene eller anden model.

Den nye iPhone 7 Pro kan tilsyneladende bryste sig af, at et såkaldt 'Dual Lens camera', der ifølge Forbes vil »revolutionere« kameraet i smartphones, mens iPhone 7 og iPhone 7 Plus imidlertid må nøjes med et dårligere kamera.

Samtidig tyder alt på, at den nye iPhone fortsat vil have den lille 'bums' på bagsiden, der ellers har været særdeles udskældt.