Kolossale fladskærme bag på lastbilerne skal gøre det mere sikkert at køre i trafikken.

Alle vi jyder kender det; man ligger og tøffer bag en lastbil på vej ad hovedvej a13, uden mulighed for at overhale, fordi udsynet er for ringe. Men Samsung har en løsning - den går ud på at montere gigantiske fladskærme bag på lastbilerne, så dem, der kører bagved kan se vejen foran lastbilen.

Samsung Safety Truck kaldes prototypen, der har monteret et trådløst kamera på fronten af lastbilen. Ifølge Samsung vil den virke selv om natten, da der er indbygget "nightvision" i kameraet. Om den virker i regnvejr vides ikke - noget der må interessere os danskere i særdeleshed.

Samsung har med stor succes prøvekørt teknologien i Argentina, hvor der angiveligt dør et menneske i trafikken hver eneste time. De fleste af disse uheld foregår netop ved overhalinger på strækninger med kun to vejbaner.

"En anden fordel ved Safety Truck er, at teknologien kan reducere risikoen for ulykker forårsaget af pludselige opbremsninger eller dyr der krydser vejen," skriver Samsung på sin blog.

Samsung skriver videre, at firmaet er i gang med at indhente de nødvendige tilladelser og godkendelser, så systemet kan sættes i produktion. Godt for trafiksikkerheden - og for Samsung, for det er med garanti ikke billigt at udruste en flåde af lastbiler med noget, der svarer til 400-tommer fladskærme.

Se en demonstration af Samsung Safety Truck i videoen hos iNPUT.