Samsung har opkøbt batteriproducent, som Apple lå i forhandlinger med.

Samsung har opkøbt batteridelen af østrigske Magna Steyr, fortæller koreanerne i en pressemeddelelse. Magna Steyr samler biler for blandt andet Audi, Fiat og Volkswagen, men har også en afdeling der designer og bygger bildele – deriblandt batterisystemer til elektriske biler og hybridbiler. Det er denne afdeling, som Samsung nu har opkøbt.

For blot et par uger siden kom det frem, at Apple talte med netop Magna Steyr om muligheden for at producere en elbil.

Det ligner et lille slagsmål mellem kamphanerne Samsung og Apple, der ellers officielt har begravet stridsøksen i retssalen. Der går også rygter om, at Apple har været på strandhugst hos Samsung for at rekruttere chip- og batterieksperter.

Læs også: Rygte: Apple vil lave elbil

Korea Times citerer en unavngiven Samsung-medarbejder for at sige, at Apple tilbyder Samsungs eksperter “bedre løn og større frihed.” Og så sent som i sidste uge fik Apple et sagsanlæg på halsen, fordi de blev beskyldt for at stjæle medarbejdere fra firmaet A123 Systems … der laver batterier til elektriske biler.

Samsung laver i forvejen batterier til BMW’s elektriske biler.

Du kan læse mere om ny teknologi, hvis du henter magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner. Her til iOS og her til Android.