Hiv din gamle mobil op af skuffen, og sæt den til salg på nettet. Så kan du sagtens tjene til lidt ekstra snold på sommerferien.
Danskerne er nemlig vilde med at købe brugte mobiler. Især de kendte lidt dyrere mærkevarer er populære. Så har du en mobil af det rigtige mærke, som kun er lidt brugt, kan du i gennemsnit få 1400 kr. for den. Det viser en beregning, som Den Blå Avis har lavet.
- Det er en trend. Folk vil stadig gerne have de nyere og smarte mobiler, men de vil ikke betale fuld pris for dem, fortæller administrerende direktør på Den Blå Avis, Claus Hovge Andersen.
Hver uge besøger 45.000 danskere sitets mobilannoncer, og det er en stigning på 137 pct. i forhold til sidste år, hvor tallet lå omkring 19.500.
- Jeg tror, der er mange, der er trætte af teleselskabernes lange og besværlige bindingsperioder. Du kan få en ny telefon rimeligt billigt, men så kommer der både oprettelse og et dyrt abonnement oveni, og så bliver det hurtigt en kostbar affære. En brugt mobil har ingen bindingsperiode, og derfor er de blevet så populære, ttilføjer han.
Det er især de nyere lidt brugte high-end-produkter, der er rift om.
Siden 1. januar i år er der blevet solgt 28.500 mobiler alene på dba.dk, og det giver en omsætning på brugte mobiler på ca. 40 mio. kroner. Og mobilerne er i gennemsnit kun 14 dage om at skifter ejermænd. Det er dobbelt så hurtigt, som for et år siden.
- Brug-og-smid-væk-kulturen er ved at ebbe ud. Folk har fundet ud af, at der er værdi i de brugte ting, og på den måde får de jo også råd til at købe den sidste nye mobil, hvis de vil, siger Claus Hovge Andersen.






















