Den årlige opdatering af Adobes velfungerende redigeringsværktøjer er klar nu. Blandt de største nyheder er funktionen Adobe Elements Live, der giver tips og tricks og hjælper brugerne med at forbedre deres tekniske færdigheder.

Adobes redigeringsprogrammer til foto- og videoentusiaster hedder Adobe Photoshop Elements og Adobe Premiere Elements. De er begge mindre søskende til de professionelle programmer Adobe Photoshop CC og Adobe Premiere Pro CC, og Elements-versionerne er netop udkommet i 13. udgave.

Blandt de nye funktioner er Elements Live-kanalen, der opdateres løbende og serverer tips og tricks til nye såvel som erfarne brugere, så de kan gå på opdagelse i programmerne.

Redigering på tre niveauer
Adobe gør det muligt at vælge mellem tre redigeringsformer i deres programmer. Som i de tidligere versioner kan man vælge mellem Quick, Guided eller Expert redigering.

Quick er, når man lader Elements eller Premiere programmet klare hele redigeringsprocessen selv. Guided er, hvor man får råd om, hvordan man udfører de forskellige redigeringer. Og Expert er for dem, der helst selv vil justere billede eller video.

Det er et smart koncept, som i de tidligere versioner har fungeret imponerende effektivt.

Adobe eLive
Den nye funktion i Adobe Elements hedder eLive. Det er en fane med informationer, der hele tiden bliver opdateret. Her kan man få tips og tricks, læse nyheder om nye funktioner og muligheder eller løbende se nye instruktionsvideoer.

I skrivende stund er det dog ikke afklaret, om funktionen også kommer til andet end den engelsksprogede version af Elements. Men man har da lov at håbe.

Lettere beskæring og bedre billedstabilisering
En af nyhederne i Photoshop Elements 13 er, at man nu kan beskære fotos professionelt med Intelligent Crop Suggestions. Det er et værktøj, der analyserer ansigter, horisonter og andre elementer og derpå anbefaler fire forskellige beskæringer. Det giver større mulighed for at beskære det rigtige sted hurtigt.

I Premiere Elements 13 er der desuden godt nyt til de mange videoer, der optages med smartphones. Shake Stabilizer-funktionen er blevet forbedret, så rystede optagelser lynhurtigt kan ændres til en mere rolig kameraføring.

Hurtige historier
Nu kan man hurtigt skabe sammenhængende fortællinger med enten billeder eller video på kort tid og dele dem på sociale medier eller via private albums med venner eller familie.

I Premiere Elements 13 sammensætter Video Story-funktionen automatisk klip og tilføjer overgange samt passende underlægningsmusik baseret på temaet.

Facebook fotos
Adobe Photoshop Elements har fået en ny funktion, der gør det let at lave profilbilleder til sin Facebook profil. Facebook har nemlig nogle helt særlige mål, som man normalt ikke vil bruge, men her gør Elements det nemt at lave billeder, der passer perfekt.

Man skal så uploade de færdige billeder til billedmappen på Facebook, og så kan man gå ind og skifte, som man nu har lyst.

Læs flere nyheder om teknologi og forbrugerelektronik her.

Pris og tilgængelighed
Adobe Photoshop Elements 13 og Adobe Premiere Elements 13 er tilgængelige fra d. 24. september 2014 på www.adobe.com.

Priserne for de forskellige Elements versioner og opgraderinger (hvis man har tidligere versioner af Adobe Elements) ser sådan ud:
•Photoshop Elements 13: 762,60 kr. (opgradering: 627,30 kr.)
•Premiere Elements 13: 762,60 kr. (opgradering: 627,30 kr.)
•Photoshop Elements & Premiere Elements 13: 1.143,90 kr. (opgradering: 947,10 kr.)