Hop ikke på de mystiske statusopdateringer, der i disse dage florerer på Facebook.

Hvis du i dine Facebook-nyheder ser status, hvor der står, at du er tvunget til at forfatte en tekst, hvor du skriver, at du kræver dine rettigheder til de billeder og andet indhold, du deler på det sociale medie, kan du med god samvittighed ignorere opdateringen. Og spild endelig ikke tid på at kopiere teksten og indsætte den på din egen profil.

Den længere juridiske tekst, som en masse Facebookbrugere har kopieret, er nemlig ikke andet end fup og falske rygter. Det skriver flere medier, blandt andet Tech Times.

Foto: Screendump fra Facebook
Vis mere

Teksten forekommer i flere forskellige varianter med det tilfælles, at man som følge af nye regler på Facebook vil gøre opmærksom på, at man selv har rettighederne over indholdet på egen profil – billeder, beskeder, statusopdatering og lignende.

Erklæringen indeholder også en advarsel til alle andre om, at de automatisk tillader brug af information på deres profil, hvis de ikke opdaterer deres status på Facebook med en lignende tekst.

Det er ikke første gang, den falske statusopdatering bliver et viralt hit. Både i 2012, 2014 og 2015 blev erklæringen delt af flere tusinde. Facebook bekræftede dengang, at der ikke var hold i rygterne.