Kickstarter projektet SnapJet er en mobil fotoprinter, der simpelthen fotokopierer billedet fra mobilskærmen.

Apps gør til tider livet lettere, men der er mange af dem, og ind imellem kan det være svært at holde styr på dem. Men SnapJet fotoprinteren gør sit til at gøre livet mere enkelt for brugerne. Den lille printer fungerer nemlig så simpelt, at bogstaveligt talt alle bør kunne betjene den. Man finder nemlig bare billedet på mobilen, lægger mobilen på SnapJet med skærmen nedad, trykker print, og så bliver billedet printet. Da SnapJet kopierer billedet direkte fra skærmen, fungerer det med alle mobiltelefoner.

Polaroid fotos på et øjeblik
Den lille printer fotokopierer billedet direkte fra mobilskærmen. Den skal bare fodres med polariod fotopapir, og så kan man ellers bare printe løs. Ligesom med fotos fra Polariod kameraet bliver billedet fremkaldt, når man hiver det ud af printeren. Det er smart, at printeren er så nem at betjene. Det vil helt sikkert gøre den populær hos de brugere, der ikke er vilde med at bruge apps hele tiden.

Spørgsmålet er dog, om det vil lykkes holdet bag SnapJet at få finansieret produktionen via Kickstarter. De skal nemlig samle 155.000 dollars ind, for at det kan løbe rundt. Det er meget, når man tænker på, at crowdfundede projekter som regel bare skal have skrabet 10.000-50.000 dollars sammen. Prisen på selve SnapJet printeren er dog ikke så slem. Køber man nu, koster den 129 dollars, og venter man til efter Kickstarter kampagnen, stiger prisen til 149 dollars.

Se mere på Kickstarter. Klik og se videopræsentation af den smarte og enkle fotoprinter.