Siden 1980'ernes store filmhit Tilbage til fremtiden har mange unge drenge nok sukket efter hovedpersonens, Marty McFly, selvsnørende Nike-sneakers. Nike har allerede proklameret, at de vil lancere skoen i 2015, men Nike Air MAG, som skoen hedder, bliver muligvis ikke den første, hvor du ikke behøver bukke dig ned for at binde en sløjfe.

Kickstarter-projektet Powerlace forsøger nemlig med deres helt egen model at snyde Nike for titlen. Når du vil have skoen på, presser du hælen ned mod en skjult plade, der er kædet til snørebåndene. Din kropsvægt for altså skoen selv til at stramme snørebåndene. Når du skal have skoene af, trykker du på en lille tap bag på hælen, der fjerner presset og løsner snorerne.

Mens snøresystemet er smart, så vil udseendet nok ikke appellere til de modebevidste, og her vil Nike nok nemt kunne udkonkurrere det canadiske projekt. Desuden kræver Powerlace knap 3,5 millioner kroner i brugerstøtte, før skoene kan komme i produktion. Selv hvis den økonomiske støtte kommer hurtigt i hus, er det ingen garanti for, at Powerlace slår Nike i kapløbet om at lave de første selvbindende sko.

Du kan se både Nikes og Powerlaces versioner af den selvbindende sko her.