Mens Sonys spilkonsol PlayStation 4 stadig ikke er til at opdrive mange steder Europa og salget af maskinen har været imponerende lige siden lanceringen sidste år i november måned, så er det gået anderledes stille for sig i Japan, hvor PlayStation 4 blev lanceret d. 22. februar.

Ifølge det japanske magasin Enterbrain har PlayStation 4 ikke haft nogen synderlig indflydelse på hverken hardware- eller software-salget. I første halvdel af 2013 lød omsætningen i den japanske spilbranche på 663.9 millioner yen, mens den i samme periode af år 2014 kun var steget til 706.3 millioner yen. Introduktionen af en ny spilkonsol har altså ikke kunnet skabe en reel fornyet interesse i spilunderholdning i Japan.

Læs også: Aldeles fængende og afhængighedsskabende samlekortspil 

De seneste tal er fra japanske Media Create, der følger salget af både spil og konsoller, er heller ikke ligefrem imponerende. I perioden 23-29. juni blev der ikke langet mere end 8000 PlayStation 4-maskiner over disken i de japanske butikker. Til sammenligning blev der i samme periode solgt 7500 PlayStation 3-konsoller, 10.000 Nintendo Wii U-konsoller, 20.000 PlayStation Vita-konsoller og 27.800 Nintendo 3DS-konsoller.

Der er til dato ikke solgt mere end 620.000 PlayStation 4-konsoller i Japan.