I kølvandet på lanceringen af Assassin’s Creed: Unity, Ubisofts seneste storspil, dukker der nu en lang række besynderlige fejl op – fejl der har fået mange, spiljournalister såvel som spillere, til at gisne om, hvorvidt Ubisoft måske i virkeligheden har valgt at lancere spillet i en lettere ufærdig tilstand for at nå årets julehandel.

I USA er spilpressen også blevet bedt om ikke at publicere deres anmeldelser af Assassin's Creed: Unity før 12 timer efter selve butikslanceringen af spillet, hvilket har fået både spilsitet Kotaku og det toneangivende spil- og kultur-site Polygon til at beklage sig. Førstnævnte har faktisk efterfølgende gjort op med den praksis og ønsker ikke fremadrettet at modtage spil til anmeldelse, hvor betingelsen er, at de først må offentliggøre deres anmeldelse efter lanceringen af selve produktet.

Læs også: Spil om kræftramt barn søger spilstøtte gennem Kickstarter

Flere spiljournalister har desuden bemærket, hvordan spillet, fra tid til anden, kører meget langsomt og har spøjse udfald, men nu melder køberne sig også på banen med en lang række fejl og mangler – og dem har de faktisk fanget i en række morsomme Youtube-videoer.

Vi har samlet de bedste (eller måske i virkeligheden de værste) lige her.