Det er 5-6 år siden vi sidst fik en ny stationær spillekonsol på markedet. Det var PlayStation 3, der i foråret 2007 blev lanceret i Danmark. Det er samtidig nøjagtigt 6 år siden Wii udkom i Danmark, nemlig i december 2006.

NU er den første af de såkaldte næste-generations konsoller så endelig på markedet. Wii U er navnet på maskinen. Vi har set nærmere på den.

Med Wii beviste Nintendo, at de er verdensmestre i af samle familien foran spillemaskinen igen. Efter flere år ude i kulden, hvor PlayStation var Familien Danmarks foretrukne spillemaskine, vendte Wii markedet totalt. Alle børnefamilier har en Wii stående – næsten da.

Wii har været revolutionen med at involvere spilleren aktivt. De fleste har sikkert prøvet at danse tosset til Just Dance, eller spillet bowling og tennis med ømme skuldre som belønning. Da bølgerne gik højest var det endda en nyhed værd i Nyhederne, at ’folk’ smadrede deres hjem, fordi de hoppede foran fjernsynet med Wii. Jo, det var en helt ny oplevelse.

Wii U. We – You
Wii U har været omgæret af mange forventninger, for når der er gået 6 år, bør der dælme være et hav af forbedringer i både grafik og afvikling af spil. Eller hvad? På dette punkt vil Wii U dog ikke være nogen revolution, men det har nok også mere været ’eksperternes’ ønsker, end Nintendos egne.

Så lad os bare starte med at slå fast, at Wii U er en virkelig lækker maskine. Det er en maskine med et kæmpestort potentiale på sigt. Men det er ikke nogen revolution – endnu. Og slet ikke på lanceringstidspunktet.

Gamepad er ’det nye’
Den helt store nyhed med Wii U er det nye Gamepad. En mellemting mellem et joypad og en Ipad. Altså en controller med en skærm i midten. En ordentlig kleppert, som ikke ligger pokkers godt i en barnehånd. Her finder vi Nintendos revolution med Wii U. Med Wii U afspiller man multiplayer-spillene med 1 Gamepad og 1-4 Wii-motes.

Altså de almindelige controllere fra Wii (som glædeligvis kan ’genbruges’). En spiller sidder altså med det store pad, mens alle de andre spiller med en ’simpel’ controller. Ideen er, at den ene spiller kan have en helt anden dagsorden og visuel opfattelse af et spil, som han styrer via skærmen på Gamepad’et. Alle de andre sidder og spiller på fladskærmen.

Det bliver kaldt asymmetrisk spil og det giver nogle helt unikke muligheder. Dette gamepad er hele hjertet i Wii U og har adskillige funktioner, som er helt nye i spilsammenhænge.

Mario sparker os i gang
På lanceringsdagen er det primært spil som Nintendo Land og ZombiU, der viser os, hvad vi skal forberede os på af spændende ting, når Gamepad’et udnyttes optimalt i tiden fremover. Nintendo Land er en samling minispil bygget op omkring nogle af Nintendo’s populære universer, hvor man får afprøvet de fleste af maskinens funktioner. ZombiU er et gyser/skydespil, som viser meget fint, at Nintendo også agter at henvende sig til den voksne målgruppe med Wii U.

En målgruppe, der næppe vil røre den gamle Wii med en ildtang. Det er dog Mario, der skal sikre Wii U en kanonstart på markedet. New Super Mario Bros U er et helt nyt Mario-spil, der, som altid, er en kæmpe fornøjelse og et virkeligt driftsikkert spil. Mario-fans i alle aldre vil stensikkert alene af denne grund seriøst overveje at satse på maskinen.

Spillemaskine anno 2013
Der udkommer omkring 20 spil omkring lanceringsdagen, så der er masser af spændende spil at starte med. Endda ganske mange spil, som henvender sig til den voksne målgruppe, som Call of Duty: Black Ops 2.

Dette spil og f.eks. Fifa 13 fungerer glimrende til Wii U også. Prisen på maskine incl. det nye Gamepad og spillet Nintendo Land ligger på omkring 3000 kr. Har du en Wii i forvejen kan du bruge dine Wiimotes og du er således klar til multiplay uden ekstra omkostninger.

Wii U
Udgiver: Nintendo
Udgivelsesdato: 30/11
Stjerner: 4/6