Står det til Nokia, bliver der også billige udgaver af Windows-telefonerne, når de kommer.

Det skete næsten uden at man lagde mærke til det. Men hørte man rigtig godt efter under Microsoft-topchen Steve Ballmers åbningstale på Microsofts Worldwide Partner-konference, hvortil startskuddet lød mandag aften dansk tid, kunne man høre ham blive presset.

Windows Phone i alle prisklasser

Ballmer gennemgik de mange initiativer, Microsoft roder med for tiden, og da han nåede til det med spænding ventede samarbejde med Nokia, lod han det slippe ud, at Nokia presser Microsoft på prisen, når det gælder deres fællestelefoner.

- De siger, vi også skal lave billige telefoner, sagde Ballmer, nærmest som et udbrud midt i sin som vanligt engagerede talestrøm.

Nokia har altid haft telefoner til alles pengepunge, fra rig til fattig, og at der åbenbart foregår en intern kamp mellem Nokia og Microsoft på dette område, tyder på at Nokia har tænkt sig at fortsætte den strategi – og ikke bare lave dyre luksus-smartphones med Windows Phone-systemet på.

Fra meget små til meget små

De første Nokia-telefoner med Windows Phone på, bliver dog i den dyre ende. De vil blive lanceret i bl.a. England, Frankrig og Tyskland først og vil komme med den nyeste udgave af Windows Phone på, der bærer kælenavnet Mango.

Steve Ballmer kunne i øvrigt også i sin keynote afsløre, at to af de største analysefirmaer i USA, Gartner og Forrester, begge har forudsagt, at Windows Phone i 2015 vil være den næstmest udbredte platform til mobiler i 2015.

Indtil videre går det dog stille og roligt med salget af Windows Phone-telefoner. Som Ballmer sagde det:
- Vi er gået fra at være meget små... til at være meget små.