KØB PLUS!
(5/6)

Nokia Lumia 920 - en dejlig mobilmoppedreng

Nokias forsøg på comeback til smartphonemarkedet begynder i slutningen af måneden med topmodellen Lumia 920, der er Nokias første med Windows Phone 8. Berlingske har prøvet den. Og tabt den på gulvet.

'Er du gal, hvor er den stor'

Sådan lød standardkommentaren, da jeg i sidste uge viste min netop modtagede Nokia Lumia 920 til en håndfuld forskellige mennesker på Berlingskes redaktion.

Når Lumia 920 er så stor, skyldes det, at Nokia har proppet den med tekniske lækkerier - og den bliver således en af de få mobiler på det danske marked, der virker med teleselskabernes superhurtige LTE/4G-net, når Lumia 920 kommer i handlen senere på måneden.

Lumia 920 er indtil videre flagskibet i den nye generation af Nokia smartphones med Windows Phone 8. Selskabet har også lanceret den mindre og lidt billigere Lumia 820, men har endnu ikke annonceret yderligere Windows Phone 8-mobiler på vores breddegrader. Til gengæld burde Lumia 920 også kunne stille den værste sult efter nyt legetøj - for det er i sandhed en mobil, der er spækket med god teknologi-lir.

Forrygende kamera

På forhånd har kameraet i Lumia 920 været meget omtalt, og denne anmelder må indrømme, at det lever op til forventningerne. Det er faktisk næsten svært at tage et dårligt billede med Lumia 920 - og mobilen er mærkbart bedre i det danske vintermørke end jeg har oplevet i andre mobiler. Kameraet er med optik fra Carl Zeiss og kan mønstre 8,7 megapixel og billedstabilisering.

Det er af og til svært at gennemskue hvor meget af den slags, der bare er markedsføringsøregas - men konklusionen hos denne anmelder er, at Nokia med Lumia 920 holder fast i sin tradition for at lave forrygende kameramobiler, som det senest sås i 808 Pureview og N8.

Tilmed stiller Microsoft krav om at alle Windows Phone-mobiler skal have en dedikeret kameraknap, og dén bliver man hurtigt glad for.

Stor som bare f...

Nokias flagskibsmobiler ser ud til hele tiden at vokse sig større og større. Lumia 800 havde en skærm på 3,7 tommer, Lumia 900 blev forsynet med 4.3 tommer. Og nu er flagskibet Lumia 920 nået op på enorme 4.5 tommer. Samtidig er den over en centimeter tyk og vejer 185 gram og det grandiose omfang betyder, at Lumia 920 er noget af en mursten i brug.

Man vænner sig lidt til det efter nogle dage, men hvis man har telefonen i forlommen i et par cowboybukser, kan man ikke sætte sig ned uden at tage den op først. Har man den i baglommen, fylder den som en stor tegnebog.

Skærmens størrelse og mobilens tykkelse, betyder også, at man kun med besvær kan bruge den med een hånd - medmindre man har usædvanligt lange tommelfingre. Hvis man prøver, taber man hele tiden mobilen på gulvet (den er i øvrigt meget holdbar, har jeg konstateret).

I forhold til en gammeldags iPhone 4S med 3.5 tommer-skærm, er Lumia 920 derfor markant sværere at bruge, og den fylder virkelig utrolig meget mere i lommen. Det er med andre ord bestemt ikke den mobil, man skal vælge, hvis man har en minimalistisk tilgang til tilværelsen, og godt kan lide at rejse let gennem hverdagen.

Der er meget debat om den optimale størrelse på en smartphone. Nogle kan ikke få dem store nok, mens andre bedre kan lide de kompakte modeller. Personligt kan jeg ikke rigtig se, hvilken mérværdi man får ud af, at mobiltelefonerne vokser sig så kæmpestore,at man ikke orker at tage dem med sig, og det er desværre ofte tilfældet med Lumia 920.

Skærmen: God og vantevenlig

Mens man bander over 920'erens ubekvemme størrelse, er den gode skærm dog et plaster på såret. Skærmen er stor - meget større end mit behov, men til gengæld er den god. Nokia kalder selv skærmen for Puremotion HD . Oversat til dansk betyder det, at man får en meget lysstærk skærm med meget skarpe farver, og hvor farven sort er meget dybt sort.

Pixeltætheden er højere end på Apples berømte Retina-skærme, og Nokia kan således prale af 332 ppi (pixels per inch), mens iPhone 5 kun har 326 ppi. Forskellen er dog for lille til at kunne ses.

Mens Apple med iPhone 5 blev kritiseret for at være for lidt innovative, skal Nokia have stor ros for at finde på en masse nye ting i Lumia 920. En af de lækreste funktioner er, at skærmen kan betjenes, selv om man har vanter på. Forvent ikke at du kan skrive lange SMSer, men du kan sagtens besvare et opkald eller tjekke din kalender eller mail.

Det er en virkelig god egenskab, især for os skandinaver, der går med handsker en tredjedel af året, og som er trætte af at skulle tage næsen i brug hver gang smartphonen ringer.

Kan man ikke forliges med den super følsomme skærm, kan man endda slå handskefunktionen fra.

Ny Windows Phone 8

Lumia 920 er baseret på det helt nye Windows Phone 8, som i disse dage udvikler sig lynhurtigt. Platformen vinder ved at virke på samme måde som Windows 8 til PC, men selv om der dagligt kommer mange nye apps til, er der et pænt stykke vej endnu, før Windows Phone kommer op på siden af Android og iOS.

Windows Phone har udviklet sig voldsomt fra den første udgave, der var noget værre bras for danske brugere, og til nu, hvor platformen i øjeblikket er den mest interessante og nyskabende.

Mange af nyhederne i den nye version af Windows Phone ligger under kølerhjelmen, og især betalingsfunktionen (som svarer til Passbook på iPhone) er interessant, omend ikke brugbar i Danmark endnu.

Noget nyt er også, at man nu kan tilpasse størrelsen på fliserne, de såkaldte tiles, så de passer til ens behov. Microsoft har også løst funktionen med nysgerrige unger og skabt et særligt børnehjørne, hvor ungerne kan spille uden at komme til at ringe til chefen.

Den indbyggede søgefunktion virker desværre stadig kun med Microsofts søgemaskine, Bing, og man kan ikke bytte den ud med Google. Man kan desværre heller ikke erstatte Skydrive med Dropbox, og der findes ingen alternative browsere til Internet Explorer.

Den største nyhed i Windows Phone er dog nok, at Microsoft nu for alvor har gearet sig til den helt store offensiv for at genvinde de tabte markedsandele. Så man behøver ikke frygte at ende i en udviklingsmæssig udørk, som man gjorde med den første version af systemet.

Maps, maps, maps

En central del af Nokias Windows-mobiler, som adskiller dem fra øvrige producenters, er kort og navigation. Her er der efter min mening tale om markedets bedste løsning - og en Nokia-smartphone kan snildt erstatte GPS i bilen. Der er fuld stemmestyring, en meget simpel og elegant brugergrænseflade. Kort kan hentes ned hjemmefra, så man ikke skal roame på fremmede mobilnetværk.

Som noget nyt har Nokia også lanceret indendørs kort og funktionen City Lens, hvor man kan holde mobile op som en art kikkert, og så se butikker, restauranter og andre ting i nærheden. Det er sjovt et par gange, og så gider man ikke det mere.

Kortene synkroniserer også med Nokias web-tjeneste, så man kan sidde hjemme på sin computer og plotte alle ferie-seværdighederne ind på mobilens kort, inden man tager afsted.

Pakken rummer også en guide til hvordan man når sit bestemmelsessted med offentlig transport.

Trådløs opladning

En af den andre nyskabelser i Lumia 920, er trådløs strøm. Ja, du hørte rigtigt: Trådløs strøm. Det foregår via en lille plade, man slutter til en stikkontakt, og som eksempelvis kan ligge på skrivebordet. Når man så lægger mobilen på pladen, lader den op. Det er ikke nyt - min eltandbørste kan det samme. Men det er næsten magisk, når man ser det i brug, og det er en rigtig fed funktion i en mobiltelefon.

Når det er så let at bruge, bruger man det hele tiden, og derfor løber mobilen sjældnere tør for strøm.

Har man ikke sin trådløse oplader med, kan mobilen også oplades på normal vis - og Lumia 920 virker ikke udpræget forslugen hvad batteriet angår. Med mit medium-forbrug, har mobilen holdt strøm i cirka to dage.

Alt det andet

Selv om det føles som om, man holder en lille bog op til ansigtet, er Lumia 920 en forrygende telefon til telefon-agtige formål. Lyden er god, den smider aldrig opkaldet og den filtrerer effektivt baggrundsstøj fra. SMS-delen af Windows Phone er rigtig god, og med Nokias superfølsomme skærm, taster man sjældent forkert.

Det er også værd at nævne, at Lumia 920 virkelig er godt håndværk, og Nokias mangeårige erfaring med at konstruere mobiltelefoner skinner i den grad igennem. I forhold til den væsentligt dyrere iPhone 5, virker Nokia Lumia 920 både bedre konstrueret og langt mere gedigen.

Dertil kommer, at Lumia 920 er rigtig god til musik, selv de indbyggede højtalere er, i forhold til at det bare er en mobiltelefon, helt hæderlige.

Enten elsker man, eller også hader man de stærke farver, som Lumia-serien leveres i. Mit test-eksemplar var gul, meget gul, og dén havde jeg nok ikke lige valgt selv, hvis jeg havde fået lov at bestemme. Da jeg havde kigget på den et par dage, blev jeg dog helt glad for farven. Men man skal nok lige tænke sig om, inden man kaster sig ud i de vilde eksperimenter, for Lumia 920 er en meget stor mobil, og en skarp farve lyser næsten rummet op.

Desværre er der ikke plads til SD-kort - og batteriet kan heller ikke udskiftes.

Konklusionen

Lumia 920 er en af de bedste mobiler, jeg nogensinde har prøvet. Den har mangler, men ud fra en samlet brugeroplevelse, har Nokia ramt plet med Lumia 920. Næsten. Men kun næsten.

Smartphonens begrænsning ligger især i Windows Phone, der fortsat har et godt stykke arbejde foran sig, før den når op på siden af konkurrencen. Der mangler apps, og der mangler indhold. Og så savner man et iTunes-lignende supermarked for podcasts, musik, lydbøger, ebøger, og så videre. Musik kan dog streames fra den nye Xbox Music-tjeneste.

Platformen udvikler sig meget hurtigt, og skal nok komme efter det - men lige nu og her må der ryge en stjerne for det lidt magre indhold, der går ud over helhedsindtrykket af telefonen.

Det trækker også ned at størrelsen på Lumia 920 har vist sig at være alt for voldsom. Nogle vil måske elske den store skærm, men jeg vil bestemt ikke anbefale, at man køber mobilen ubeset på nettet - for så får man et chok, når man pakker æsken ud.

Og det er en skam, for Lumia 920 indeholder mange lækkerier, der havde taget sig meget bedre ud i en mere kompakt og lommevenlig størrelse.

Vi lander på 4,5 stjerner - men vores system kan ikke give halve stjerner, så vi svinger os op på en femmer.

Læs også: