En af de største hits på streamingtjenesten Netflix kan fra næste år streames i 4K. Men kun til udvalgte fladskærme.

Det ser ud til at Netflix vil være helt i front, når det gælder om at få 4K eller Ultra HD indhold ud til vores fladskærme. Kongen af streaming vil allerede fra februar udsende sin første Ultra HD stream, som bliver sæson to af hit-serien House of Cards med Kevin Spacey.

Kun til de nyeste fladskærme

Det er dog kun nogle udvalgte tv modeller, der får adgang til at vise Ultra HD indholdet, og indtil videre har Netflix ikke meldt ud, hvilke modeller der er tale om. De præcise tv modeller bliver sandsynligvis annonceret på verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, der bliver afholdt i Las Vegas i begyndelsen af januar 2014. De udvalgte fjernsyn vil få Netflix 4K som indbygget app, så tjenesten bliver indtil videre ikke tilgængelig på tablets eller computere, hvor de første 4K skærme allerede er på markedet.

Ultra HD/4K er video i en opløsning på 3840x2160 pixel, hvilket er fire gange så mange pixel som der er plads til på en Fuld HD skærm med 1920x1080pixel. Ifølge Stuff.tv kræver Ultra HD signalet, at man har internet med en hastighed på cirka 15Mbps, hvilket vi godt kan få i Danmark. Vi venter spændt på CES, for her bliver det nok også annonceret, hvilke lande der først får glæde af House of Cards i Netflix 4K.

Vi følger udviklingen i iNPUT og på www.inputmag.dk